Han reddede biografen – nu scorede han stor ros i Fortælleværkstedet
Jørgen Klostergaard har altid haft en finger på pulsen, det havde han også, da han besøgte ”Fortælleværkstedet” med Hadsund Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv, hvor han fortalte og viste film fra et spændende liv som barn og ung i Silkeborg, skoletid – der ikke lige var sagen – og ikke mindst sin tid som elektrikerlærling og senere i forsvaret.
Projekt Genåbning af Museet
Lige nu er Jørgen Klostergaard og Lars Gynther i fuld gang med at forsøge at genåbne en del af udstillingerne på Rosendal, nemlig den store møllehistoriske samling, som også er på stedet. Hadsund Egnssamling på vej væk, så tilbage er Møllehistorisk Samling og Hadsund Lokalhistoriske Arkiv.
Efter næsten et års museums-dvale og meget positive forhandlinger med Nordjyske Museer i Aalborg og Mariagerfjord Kommune, er der nu mulighed for, at frivillige museumsværter kan genåbne Møllehistorisk Samling i museet på Rosendal i Hadsund.
Derfor var alle interesserede indkaldt til et informationsmøde i Hadsund KulturCenter, tirsdag 12. maj, hvor initiativtagerne meget kort fortalte om museets historiske udvikling fra 1952-2025 og om visionerne for de fremtidige muligheder for museumsdriften i Hadsund.
De primære grundsten i visionen for et genåbnet museum på Rosendal i Hadsund bliver den nuværende “Møllehistorisk Samling”, Havnø Mølles Venner og Møllehistorisk Arkiv foruden nogle helt nye “Lokalhistoriske Udstillinger” og en selvbetjent museumsbiograf og café, og selvfølgelig Hadsund Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv.
Støtteforeningen Museum Hadsund blev i øvrigt stiften på deres generalforsamling den 3. juni, hvor Jørgen og Lars fortalte om projektet, fik dannet en bestyrelse og tegnet nye medlemmer.





