Nordjyllands Politi kontrollerede studentervogne: Kun få fejl fundet
Sommeren byder traditionen tro på studenterkørsel, glade unge mennesker og festlige dage rundt omkring i landet. For at sikre, at fejringen foregår under trygge forhold, har Tungvognscenter Nord ved Nordjyllands Politi gennemført kontroller af studentervogne og chauffører i Nordjylland.
Kontrollerne havde til formål at sikre, at både køretøjer og chauffører levede op til gældende regler, og at sikkerheden var i orden for både studenter, chauffører og øvrige trafikanter.
I alt blev 17 eksamenskøretøjer kontrolleret i løbet af indsatsen, og politiets samlede vurdering er positiv. De kontrollerede studentervogne var generelt i god teknisk stand, og både chauffører og vognmænd havde styr på reglerne. Kun få overtrædelser blev konstateret.
Torsdag blev der gennemført kontroller i Aalborg, Nørresundby, Vodskov, Vendsyssel og Viborg, men her mødte politiet ingen studentervogne.
Fredag blev der kontrolleret i Aalborg, Hjørring og Frederikshavn. Ved Hasseris Gymnasium blev ni studentervogne gennemgået umiddelbart efter dimissionen. Ifølge politiet foregik kontrollen i en god og positiv stemning med opbakning fra både studenter, forældre og pårørende.
Ved fredagens kontroller blev der skrevet to rapporter. Den ene handlede om en lastbil, hvor ildslukkeren ikke var efterset som krævet, og hvor køretøjets takograf manglede det lovpligtige toårige eftersyn. Den anden sag drejede sig om en chauffør, hvis kørekort til kategori C var udløbet.
Lørdag fortsatte kontrollerne i Randers, Fjerritslev, Thisted, Blokhus, Løkken og Hjørring. Her fandt politiet ingen fejl ved de studentervogne, som blev kontrolleret.
Til gengæld blev en partybus ved Thy Rock Festival standset og undersøgt. Her konstaterede politiet flere mangler, blandt andet manglende værktøj til rudeknusning ved nødudgange, en nødudgangsdør uden korrekt afmærkning samt manglende eftersyn af bussens takograf.
I forbindelse med indsatsen standsede politiet også en ældre bilist, som kørte usikkert. Det viste sig, at hans kørekort var udløbet nogle måneder tidligere.
Søndag blev der gennemført kontroller ved Viborg, Skive, Aalborg og Aarhus. Her blev tre køretøjer kontrolleret, og ingen af dem havde anmærkninger.
Politikommissær Claus Kjær-Pedersen glæder sig over resultatet.
– Det er en fornøjelse at møde de unge mennesker på en af deres helt store festdage. Vi oplever generelt, at både vognmænd, chauffører og studenter tager sikkerheden alvorligt, og det er positivt at se det store fokus på at skabe en god og tryg oplevelse for alle. Årets kontroller viser heldigvis, at langt de fleste er godt forberedte, og at sikkerheden bliver prioriteret, siger han.
Ingen af de konstaterede forhold gav anledning til alvorlige sikkerhedsmæssige bekymringer, og de fleste mangler kunne håndteres uden at påvirke studenternes festdag.







