Knallertfører forsøgte at køre fra politiet
En patrulje fra Østjyllands Politi ville natten til torsdag kl. 01.50 standse en 27-årig mand, der kørte på knallert på Hadsundvej ved Stangerum tæt på Gjerlev. Den 27-årige valgte dog at ignorere politibilens blink og sirener og forsøgte i stedet at køre fra politiet.
– Det førte til en kortere eftersættelse, der endte med, at den 27-årige styrtede. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved faldet. Efter styrtet blev den 27-årige anholdt, og da han virkede påvirket, blev han siget for både sprit- og narkokørsel, oplyser Østjyllands Politi i deres Døgnrapport.
Betjentene vurderede, at knallerten kunne køre noget over den tilladte hastighed, og han blev derfor også sigtet for at køre på en tunet knallert.
Knallerten blev indbragt til nærmere undersøgelse for at fastslå, om der er blevet lavet ulovlige ændringer på den.