Per er på mange måder en helt særlig jubilar og fødselar
Der findes mange mennesker, som elsker deres hjemby, men som alligevel lige har haft et par afstikkere til andre byer. Der findes også mange mennesker, der har været loyale mod deres arbejdsplads i mange år, men som alligevel også lige har prøvet noget andet.
Og så findes der mennesker som Per Norup Olesen, der 1. august har været hos Sparekassen Danmark i imponerende 40 år, uden at have været andre steder, samtidig med at han kan fejre sin 60 års fødselsdag – altid med base i Hobro.
”Det var et naturligt valg”
Per Norup Olesen kom til verden i hjertet af Hobro den 19. august 1966.
De glade skoleår blev tilbragt på Nordre Skole i Hobro til og med 10. klasse, hvorefter turen gik til Handelsgymnasiet Hobro, hvor han tre år senere blev student.
1. august 1986 startede han som elev hos Sparekassen Danmark, der dengang hed Sparekassen Hobro.
– Både i folkeskolen og på handelsskolen elskede jeg det med tal og økonomi, så det var et meget naturligt valg for mig, at jeg skulle arbejde i et pengeinstitut, fortæller Per Norup Olesen.
Fik hurtig en lederrolle
Efter endt elevtid blev han fastansat som privatkunderådgiver, og i 1995 blev han udnævnt til gruppeleder med ansvar for andre kunderådgivere, supportere og kasserere.
I 2004 fik han ansvaret for hele privatkundeafdelingen, da han blev udnævnt til afdelingsdirektør. En position han stadig har i dag, hvor han leder et team på 26 privatkunderådgivere.
– Jeg er meget glad for og stolt over at stå i spidsen for et rigtigt stærkt hold, hvor vi i fællesskab skaber gode resultater, spiller hinanden gode og sammen gør en forskel for kunderne, fortæller han, og fortsætter:
– At vi så samtidig kan gøre det i et pengeinstitut, hvor der hersker en helt særlig DNA og nogle stærke værdier, som jeg kan stå inde for, gør bare den følelse endnu stærkere. Jeg har altid følt, at her handler det ikke om at sælge, men om at yde kunderne den helt rigtige rådgivning.
– Samtidig er det unikt, så meget Sparekassen Danmark bakker op om lokale initiativer. Dette både via støtte fra vores forskellige afdelinger, men også via Sparekassen Danmark Fonden Hobro, fortæller Per Norup Olesen, der har været en del af bestyrelsen i fonden siden starten i 2014. I dag som næstformand.
Hertil kommer, at han i 14 år havde posten som tillidsmand i Sparekassen Hobro, ligesom han også har siddet i bestyrelsen i Sparekassen Hobro og Jutlander Bank fra 2007-2018.
Per nyder hver dag at gå på arbejde, og kan uden tøven sige, at han aldrig nogensinde har overvejet at søge andre jobs.
– Med undtagelse af min ansøgning til elevpladsen her i sparekassen, så har jeg aldrig sendt en jobansøgning i mit liv. Jeg har faktisk aldrig bare overvejet om jeg skulle prøve noget nyt. Dertil er jeg simpelthen for glad for at være her i Sparekassen Danmark, fortæller han.
Har aldrig boet udenfor byskiltet
Loyaliteten til Sparekassen Danmark Hobro er således ikke til at tage fejl af, og det samme må siges om forholdet til Hobro. Bopælsmæssigt har han aldrig været udenfor byskiltet.
– Jeg elsker Hobro. Her er alt, hvad man skal bruge af butikker, foreningsliv og aktiviteter, og så er vi beriget med noget af Danmarks smukkeste natur, som min hustru og jeg bruger flittigt, særligt til vandreture, fortæller Per Norup Olesen, der i mange år også var meget aktiv hos fodboldklubben Hobro IK.
Det blev blandt andet til 120 kampe på klubbens førstehold, inden en skade midt i tyverne betød, at han i stedet gik trænervejen.
Her stod han i en periode blandt andet i spidsen for Hobro IK’s andethold, og senere blev han også ungdomstræner for både drenge- og pigehold i klubben.
Per startede i Hobro IK som 4-årig, og har aldrig haft en anden klubtrøje end Hobro IK’s over hovedet. Så her var han også meget trofast.
Per har generelt bare været en utrættelig ildsjæl i arbejdet omkring Hobro IK, hvor han har brugt uendeligt mange timer i mere end 40 år.
– Det har været en kæmpe ære og et privilegium at hjælpe de mange frivillige ildsjæle, rundt omkring i foreningslivet, både via Sparekassen Danmark og Sparekassen Danmark Fonden, lyder det fra Per Norup Olesen.
Generelt har foreningslivet altid haft en stor plads i Pers liv, både med fodbold, håndbold samt badminton på hyggeplan i mere end 30 år.
Fritid, børn og børnebørn
I dag bruger Per noget af sin fritid i Hobro Padel Center, ligesom han nyder naturen i og omkring Hobro med sin hustru Tina, der i øvrigt også arbejder i Sparekassen Danmark. I afdelingen i Aars.
Parret har to voksne børn; Lasse og Line, og fire børnebørn, som der også bruges megen tid med. Lasse og Line har også været en del af Hobro IK, hvor Per trænede dem gennem mange år. Så de har også fået den gule trøje ind med modermælken.
Familien nyder at være sammen i Per og Tinas sommerhus i Øster Hurup, ligesom en 14-dages tur sydpå de sidste 25 år har været et fast årligt indslag. Her er Kreta den foretrukne feriedestination, og det har da også været destinationen, da familien denne sommer fejrede de to runde dage.
Markering af jubilæum og fødselsdag
Per Norup Olesens 40 års jubilæum og 60 års fødselsdag markeres med en reception onsdag 12. august i Sparekassen Danmark Hobro fra klokken 13.00 – 15.30.
Alle er velkomne.




