Ny platform skal hjælpe danskere med at forstå og håndtere smerter
Smerter i ryg, nakke og andre dele af bevægeapparatet er blandt de mest almindelige grunde til at søge behandling. Alligevel møder mange med smerter modstridende råd om, hvad de bør gøre. Det vil forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital nu ændre på.
Sammen med et internationalt hold af kolleger og klinikere med speciale i smerter har forskerne udviklet en online platform med bøger, videoer og kurser, som brugerne kan tilgå helt gratis. Her kan dem, der har ondt, finde viden om, hvorfor smerter opstår, og hvad man selv kan gøre for at håndtere dem bedre i hverdagen.
Grundtanken er, at det skal være lettere for personer med smerter at finde troværdig vejledning i en jungle af mere eller mindre gode råd på nettet.
“Der findes masser af råd om smerter på nettet. Problemet er, at ikke alle er lige gode. Vores mål har været at gøre det nemmere at finde viden, man faktisk kan stole på,” siger Thorvaldur Skuli Palsson, professor ved Klinisk Institut på Aalborg Universitet og forskningsansvarlig fysioterapeut ved Aalborg Universitetshospital.
Han står bag den danske del af projektet sammen med lektor Steffan Wittrup McPhee Christensen og lektor Morten Høgh fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
Bekymringerne fylder, når smerterne rammer
På platformen kan brugerne deltage i særskilte kursusforløb, hvor de får indsigt i, hvorfor smerter ikke altid forsvinder, og hvordan faktorer som søvn, stress, fysisk aktivitet og bekymringer kan påvirke smerteoplevelsen.
Gennem videoer, refleksionsøvelser og konkrete råd er håbet, at brugerne får redskaber til gradvist at genoptage aktiviteter og træffe bedre valg i hverdagen:
“Målet er ikke nødvendigvis at gøre folk smertefri, men at give dem værktøjer til at forstå deres smerter og leve et mere aktivt liv på trods af dem. Mange bliver bekymrede, når smerterne pludselig blusser op. Derfor er det afgørende at kunne forklare, hvad der sker og skabe tryghed omkring situationen,” siger Steffan Wittrup McPhee Christensen.
En forlængelse af konsultationen
De danske forskere understreger, at materialet ikke nødvendigvis skal erstatte kontakten med sundhedsvæsenet. Det skal fungere som en forlængelse af den samtale, der finder sted, når smerteplagede danskere har opsøgt den praktiserende læge eller fysioterapeuten:
”Vi håber, at læger, fysioterapeuter og andre behandlere vil bruge platformen som et supplement til konsultationen og henvise dem, de ser, til materialet,” siger Steffan Wittrup McPhee Christensen og fortsætter:
“For hvis vi kan ruste danskerne til at håndtere deres smerter bedre, kan det både forbedre livskvaliteten og reducere behovet for flere opfølgende behandlinger. Det ville på sigt bidrage til at aflaste sundhedsvæsenet, hvor ressourcerne jo langt fra er ubegrænsede.”
Platformen er udviklet i regi af Digi4MSK-projektet, der er et treårigt forskningsprogram støttet med 11,4 mio. kr. fra EU’s ERASMUS+ program.
Danskernes smerter
Omkring 1,4 mio. danskere levede med muskel-skelet-smerter i 2021.
I 2022 medførte smerterne anslået 5,1 mio. ekstra sygedage og knap 13.900 ekstra personer på førtids-, senior- eller tidlig pension sammenlignet med en tilsvarende gruppe uden smerter.
Det samlede produktionstab er estimeret til 58 mia. kr., primært som følge af varig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.




