ForsideMariagerFire boligprojekter i spil: Økonomiudvalget skal drøfte nye seniorvenlige boliger

Fire boligprojekter i spil: Økonomiudvalget skal drøfte nye seniorvenlige boliger

- Annonce -

Fire boligprojekter i spil: Økonomiudvalget skal drøfte nye seniorvenlige boliger

Fire projekter i Mariager og Hadsund er i spil, når Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune mødes onsdag den 16. september. Politikerne skal drøfte, hvilket projekt der skal arbejdes videre med i forbindelse med kommunens pulje til nye seniorvenlige almene boliger.

Der kan være nye seniorvenlige boliger på vej i Mariagerfjord Kommune.

Tidligere på året fastsatte Byrådet en ramme for udlodning af kommunale grundkapitallånsmidler til alment boligbyggeri. Siden har boligorganisationerne haft mulighed for at komme med forslag, og kommunen har modtaget fire projekter.

De fire projekter er Oxendalen i Mariager, indsendt af Himmerland Boligforening, HavneHUSENE i Mariager, indsendt af Hobro Boligforening, samt Broparken og Pejtersborgvej i Hadsund, begge indsendt af Nørresundby Boligselskab.

Op til godt fire millioner kroner

Byrådets ramme lægger op til 12-18 seniorvenlige familieboliger og en maksimal kommunal udgift til grundkapitallån på 4.020.000 kroner.

Boligerne skal blandt andet have fleksible og seniorvenlige indretninger, og der skal indgå en social zone som eksempelvis fælleshus, aktivitetsrum, værksted eller orangeri. Nærhed til et eksisterende plejecenter er ønskeligt, men ikke et krav.

Oxendalen vurderes bedst

Administrationen har gennemgået de fire forslag, og vurderingen peger på projektet ved Oxendalen i Mariager som det projekt, der samlet set bedst lever op til den politisk fastsatte ramme.

Forslaget omfatter 19 boliger og vil ifølge beregningerne kræve et kommunalt grundkapitallån på cirka 3,4 millioner kroner. Projektet ligger ved Plejecenter Fjordvang og tæt på både fjorden, naturen og Mariager bymidte. Der er desuden planlagt en grøn zone med et orangeri som socialt samlingspunkt.

Administrationen vurderer, at projektet med få afklaringer kan bringes videre mod en egentlig ansøgning om godkendelse af boligbyggeriet.

Projekter i både Mariager og Hadsund

HavneHUSENE i Mariager omfatter 38 boliger og ligger dermed væsentligt over den fastsatte ramme. Det beregnede grundkapitallån er cirka 6,365 millioner kroner, og projektet kræver ifølge administrationen væsentlige ændringer, før det kan realiseres.

Broparken i Hadsund vurderes at have en god placering og kan realiseres inden for den økonomiske og planmæssige ramme, men der mangler blandt andet yderligere afklaring af boligernes indretning og den sociale zone.

Forslaget på Pejtersborgvej i Hadsund holder sig ligeledes inden for den økonomiske ramme, men er ifølge administrationen endnu ikke tilstrækkeligt beskrevet til at kunne vurderes på samme grundlag som de øvrige projekter.

Økonomiudvalget behandler sagen den 16. september, hvorefter den går videre til Byrådet, som skal træffe beslutning om, hvilket projekt der skal arbejdes videre med.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler