Fem nye ambulancebehandlerelever er startet hos PreMed
PreMed har budt velkommen til fem nye ambulancebehandlerelever på baserne i Thisted, Hadsund og Aars. Efter deres første vagter med erfarne kolleger i august er de nu på skole hos Rybners i Esbjerg frem mod næste praktikperiode i oktober.
Jakob, Magnus, Natascha, Kaare og Patrick er begyndt på deres uddannelse til ambulancebehandler hos PreMed. De fem elever har forskellige veje ind i faget, men fælles for dem er ønsket om at hjælpe mennesker, tage ansvar og udvikle sig i en uforudsigelig hverdag med tæt kollegialt samarbejde.
Jakob og Magnus er tilknyttet PreMeds base i Thisted. Natascha er tilknyttet basen i Hadsund, mens Kaare og Patrick er tilknyttet basen i Aars. I august havde de deres første vagter sammen med erfarne kolleger, inden turen gik tilbage til undervisningen hos Rybners i Esbjerg.
Forskellige erfaringer og fælles ønske om at gøre en forskel
Jakob er uddannet skibsmontør og har erfaring fra Livgarden, som hjerteløber og fra kystredningstjenesten. Han vil forene sit hjælpergen med faglig udvikling og praktiske kompetencer.
”Jeg vil gerne udvikle mig både fagligt og personligt og blive en god behandler for patienter og pårørende. Samtidig vil jeg være en kollega, som andre kan stole på, og som bidrager til fællesskabet,” siger Jakob.
Magnus har en HHX og erfaring fra fiskeri, skibsmontørfaget og kystredningstjenesten. Han fremhæver variationen i arbejdet og betydningen af et stærkt kollegaskab.
”Det motiverer mig, at ingen dage er ens, og at man løser opgaverne sammen. Jeg er blevet taget imod over al forventning hos PreMed, og jeg glæder mig til at vokse både fagligt og som menneske,” siger Magnus.
Natascha har arbejdet i hjemmeplejen, som handicaphjælper, med DPV’s patienttransport og haft flere jobs i udlandet, hvor hun har lært at tage ansvar og møde mange forskellige mennesker. Hun ser evnen til at skabe ro og række ud efter hjælp som centrale kompetencer.
”Jeg vil være den bedst mulige behandler og hjælpe mennesker, når de har brug for ro og tryghed. For mig er ansvar også at kende sine grænser og bede om hjælp, når det er nødvendigt,” siger Natascha.
Kaare er uddannet sergent og har læst et semester på sygeplejerskeuddannelsen. Han ser frem til at omsætte teori til praksis med støtte fra en mentor.
”Jeg lærer bedst, når jeg får lov til at prøve og samtidig kan sparre med erfarne kolleger. Det giver plads til faglig udvikling, uden at vi går på kompromis med opgaven,” siger Kaare.
Patrick har erfaring fra Beredskabsstyrelsen, deltidsbrandvæsenet, hjemmeplejen og sygetransport. Han vil være den rolige person, der kan skabe tryghed i en vanskelig situation.
”Jeg vil gøre en forskel for mennesker, der har brug for hjælp, og være med til at skabe tryghed på deres sværeste dage. Jeg glæder mig til at stille spørgsmål, blive inddraget og udvikle mine kompetencer,” siger Patrick.
Tilbage i praktik i oktober
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. Hos PreMed bliver eleverne fulgt af mentorer og faglige instruktører og får mulighed for gradvist at omsætte undervisningen til praksis. Når de fem elever vender tilbage til baserne i oktober, fortsætter de deres oplæring sammen med erfarne kolleger.





