Der er ikke behov for flere booster-stik mod covid-19 i denne sæson
Både international forskning og danske data viser, at man er godt beskyttet mod alvorlig sygdom af covid-19, hvis man har fået et booster-stik i løbet af efteråret og vinteren 2022/23. Sundhedsstyrelsen har derfor besluttet, at der ikke skal tilbydes yderligere booster vaccination i denne sæson.
Sammen med en faglig ekspertgruppe har Sundhedsstyrelsen vurderet, om der er behov for at tilbyde en yderligere booster vaccination mod covid-19 til udvalgte sårbare grupper, herunder plejehjemsbeboere og personer på 85 og derover.
”Vi har den højeste vaccinations-tilslutning i Europa, og vaccinerne har vist sig at være meget effektive, også for de allerældste og mest sårbare. Vi befinder os et godt sted i covid-19 epidemien. Det kan vi kun glæde os over”, siger sektionsleder og overlæge Kirstine Moll Harboe.
Siden booster-vaccinationsprogrammet gik i gang den 15. september 2022, har der været en god fremdrift og høj vaccinationstilslutning.
92% af beboere på plejehjem har fået et booster-stik og for personer over 85 år, er der en tilslutning på 91%. Blandt personer over 50 år har 79% fået en booster vaccination.
Danske data viser, at vaccineeffektiviteten efter en boosterdosis med én af de variantopdaterede vacciner, som vi tilbyder i programmet, fortsat er meget høj her 3-4 måneder efter opstart. Sammenligner man med personer, der har fået 3 stik, giver en booster med en af de variantopdaterede vacciner en cirka 74% bedre beskyttelse mod indlæggelse på grund af covid-19.
Samtidig ser epidemien ud til at klinge af, og smitten ligger på et meget lavt niveau på trods af, at vi stadig er midt i vintersæsonen. Smittetallet falder i alle aldersgrupper, og der er færre covid-19 relaterede indlæggelser og dødsfald.
Derfor vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ikke er behov for at tilbyde yderligere booster vaccination til udvalgte målgrupper, herunder ældre og plejehjemsbeboere.
Sundhedsstyrelsen forventer, at både immuniteten og effekten af vaccinerne vil falde med tiden, og Sundhedsstyrelsen vil i løbet af foråret/sommeren 2023 begynde at lave planer for efterårets vaccinationsprogrammer.