Sparekassen Danmark vil være en aktiv del af Mariager: – Der sker magi, når vi gør noget sammen
For afdelingsdirektør Morten Greve og privatkunderådgiver Lone Sletskov handler lokal bankdrift om langt mere end konti, lån og pension. Sparekassen Danmark i Mariager vil være en synlig og aktiv del af byen – og være med til at skabe liv, vækst og udvikling sammen med de mange frivillige kræfter.
Hos Sparekassen Danmark i Mariager står døren åben. Det gælder både for kunden, der har brug for hjælp ved hæveautomaten, for familien med spørgsmål til økonomien og for den lokale forening, der har brug for sparring.
Den lokale tilstedeværelse er vigtig for afdelingsdirektør Morten Greve og privatkunderådgiver Lone Sletskov. For dem handler det om at drive en lokal sparekasse, der ikke alene har adresse i Mariager, men som også tager aktiv del i livet i byen.
“Vi vil gerne være en lokal sparekasse i ordets egentlige betydning. Vi bor og færdes selv i området, og derfor har vi også en interesse i, at Mariager fortsætter med at være en levende og attraktiv by,” fortæller Morten Greve.
Flere kunder – og en medarbejder mere
Morten Greve kom til afdelingen i januar sidste år, kort efter at han selv var flyttet til Mariager sammen med sin bedre halvdel, Hanne. Siden er han for alvor blevet en del af byen.
Han er blandt andet engageret i det lokale handels- og byliv som medlem af bestyrelsen i Mariager Handel & Turist. Privat går en del af fritiden med huset, haven og drivhuset, men en ny interesse har også meldt sig.
En racercykel er netop blevet indkøbt, og de første ture i området er kørt. Lange arbejdsdage i afdelingen kan sætte sine spor på motionskontoen, så håbet er, at cyklen kan være med til at skabe lidt mere medvind på den front.
Også Lone Sletskov er tæt knyttet til livet i Mariager. Hun bor i byen sammen med Michael og bruger blandt andet hallens tilbud og dyrker yoga.
I Sparekassen Danmark bidrager Lone med stor erfaring som rådgiver og en stærk faglig baggrund inden for blandt andet pension. Hun er samtidig, ligesom Morten, optaget af den lokale udvikling og stolt af både Mariager og Sparekassen Danmarks rolle i lokalsamfundet.
Afdelingen oplever samtidig en positiv udvikling med flere kunder. Derfor er holdet blevet udvidet med endnu en medarbejder.
“Vi bliver flere kunder, men vi vil samtidig fastholde nærværet og tilgængeligheden. Det skal fortsat være nemt at komme ind og få hjælp og møde mennesker, man kender,” siger Morten Greve.
Frivilligheden får Mariager til at leve
For Morten Greve og Lone Sletskov hænger en stærk by tæt sammen med et stærkt foreningsliv.
Sparekassen Danmark sponsorerer en række foreninger og aktiviteter i lokalområdet, mens Sparekassen Danmark Fonden Hobro hvert år støtter mange projekter i Mariager og resten af Mariagerfjord Kommune.
Men økonomisk støtte kan ikke gøre det alene.
“Det kræver mennesker, som vil tage initiativ, lægge timerne og få idéerne til at blive til virkelighed. Foreningerne og de frivillige er helt afgørende for vores lokalområde,” siger Morten Greve.
Han peger blandt andet på det nyligt afholdte EU-folkemøde som et godt eksempel på, hvad Mariager kan præstere, når mange lokale kræfter arbejder sammen.
Også flere foreninger har fundet vej til Sparekassen Danmark i Mariager. Her forsøger medarbejderne at gøre hverdagen lettere i en tid, hvor regler og lovgivning kan gøre det både tidskrævende og kompliceret at drive en forening.
“Foreningsdanmark gør en kæmpe forskel. Derfor vil vi gerne hjælpe med at gøre det lidt mindre bøvlet at være frivillig,” fortæller Morten Greve.
“Der sker magi, når vi gør noget sammen”.
Det lokale engagement ligger ifølge Morten Greve dybt i Sparekassen Danmarks DNA. Den grønne cirkel i sparekassens logo er et signal om fællesskab, om at hjælpe hinanden og om at være med til at sætte noget i gang.
Og ambitionerne for Mariager må gerne være store.
For når lokale borgere, foreninger, erhvervsdrivende og virksomheder bakker hinanden op, skaber det ifølge Morten Greve en positiv spiral. Mere aktivitet gør byen endnu bedre for dem, der allerede bor her, men kan samtidig tiltrække flere besøgende, skabe omsætning i butikker og restauranter og gøre Mariager attraktiv for nye tilflyttere.
“Vi må godt tænke stort, selv om Mariager er en lille by. Vi har et hav af frivillige og rigtig meget at være stolte af. Det skal vi værdsætte, bruge og bygge videre på,” siger Morten Greve og slutter:
“Der sker magi, når vi gør noget sammen.”






