Lev i ferien inviterer til aktiv efterårsferiedag i Hobro
Der bliver både musik, dans, håndbold, redskabsbane, klovneri og fællesskab, når Lev inviterer børn, voksne og familier til ”Lev i ferien” i Rosendalhallen i Hobro. Alle kan være med – uanset alder og funktionsniveau.
Er der udsigt til en lidt for stille efterårsferie, er der mulighed for at få både sved på panden, smil på læben og nye oplevelser sammen med andre.
Lev inviterer nemlig til en aktiv efterårsferiedag i Rosendalhallen i Hobro, hvor hele familien kan være med.
Arrangementet er målrettet nordjyske Lev-familier, men både børn og voksne kan deltage uanset funktionsniveau. Man kan tage forældre, søskende, børn, venner eller hjælpere med til en eftermiddag fyldt med aktiviteter.
Også lokale og regionale politikere er inviteret til arrangementet, så de kan få et indblik i hverdagen med udviklingshandicap og livet som pårørende.
Musik og bevægelse sætter dagen i gang
Programmet begynder klokken 15.00 med fælles opvarmning i hallen.
Her sørger DJ Sille fra Børnedisko.dk for musik og bevægelse med blandt andet stopdans og forskellige lege.
Fra klokken 15.45 bliver der mulighed for at bevæge sig rundt mellem en række forskellige aktiviteter.
Håndboldheltene fra Lykkeliga står klar med håndboldlege, mens Valsgaard Gymnastikforening inviterer deltagerne til at prøve en sjov redskabsbane og andre lege.
Der bliver også mulighed for at møde omsorgsklovnen Luni Smil, ligesom Rikke Jøhnk Thougaard hjælper med at lave ballondyr og ballonsværd. Musikken og dansen fortsætter samtidig med Børnedisko.dk.
Fokus på den nye værgemålslovgivning
Mens aktiviteterne er i fuld gang i hallen, bliver der også mulighed for at få viden med hjem.
Fra klokken 16.00 til 17.00 fortæller handicapkonsulent Vibeke Larsen i cafeteriet om muligheder og udfordringer i forbindelse med den nye værgemålslovgivning.
Vibeke Larsen har også en personlig indgang til emnet, da hun er søster og værge for sin bror Bjarke, der har Downs syndrom.
Efter aktiviteterne samles deltagerne fra klokken 17.00 til 18.00 til fælles spisning med burger og fritter i cafeteriet.
Gratis for medlemmer af Lev
Det er gratis at deltage i arrangementet for medlemmer af Lev.
For ikke-medlemmer koster deltagelsen 25 kroner for en enkeltperson eller 50 kroner for en hel familie – uanset familiens størrelse.
Tilmeldingsfristen er torsdag den 1. oktober 2026.
Arrangementet er støttet af Danske Handicaporganisationers Lokalpulje.




