Demenscafeen i Arden fylder 5 år: Her er der plads til minder, sang og fællesskab
I fem år har Ældre Sagens demenscafe i Arden skabt et frirum for hjemmeboende mennesker med demens og deres pårørende. Her er der kaffe og kage, masser af sang, gamle minder og ikke mindst plads til både alvor, humor og latter.
Til oktober er det fem år siden, at Ældre Sagens demenscafe i Arden blev etableret. Fem frivillige var med fra begyndelsen – og de samme fem er fortsat en del af cafeen i dag.
Demenscafeen blev etableret i et tæt samarbejde med Mariagerfjord Kommunes demenskoordinatorer. Et samarbejde, der fortsat fungerer godt og er til stor gavn for cafeens brugere.
Cafeen holder til i Kulturhuset i Arden og er åben den sidste mandag i måneden fra klokken 14 til 16.
Tilbuddet henvender sig til hjemmeboende mennesker med demens og deres pårørende. Det kan være ægtepar, hvor den ene er ramt af demens, mennesker med demens, hvis ægtefælle har brug for et pusterum, eller pårørende, hvis ægtefælle er flyttet på plejecenter.
Sang skaber fællesskab
De to timer i Kulturhuset byder blandt andet på kaffe, kage og masser af sang.
– Når vi synger sammen, opstår der en fællesskabsfølelse, og vi er alle lige. Vi er sammen om noget, og humøret stiger, fortæller de frivillige i demenscafeen.
Det samme opleves, når der kommer gymnastik og rytme på programmet – gerne siddende på stolen og ledsaget af sang.
Ordet demens fylder til gengæld ikke meget, når deltagerne mødes.
– Vi siger aldrig ordet demens. Vi døjer bare alle sammen med at huske, lyder det med et smil fra de frivillige.
Minderne kommer frem
Fortællinger om gamle dage spiller en stor rolle. Cafeen har efterhånden samlet et par kasser med forskellige ”kan du huske”-ting, der kan sætte gang i minderne.
Det kan være gamle skolebøger eller kolonnebøger fra dengang, hvor man kunne blive skrevet hos købmanden, og 500 gram sagogryn kostede 26 øre.
Pludselig kan en genstand eller en historie åbne døren til minder fra barndommen og ungdommen – eksempelvis om dengang vaskemaskinen blev hentet hos købmanden.
Også årets gang bruges til at få samtalen i gang. Når emnet er høst, kommer forskellige kornsorter på bordet, og så bevæger fortællingerne sig fra dengang, kvinderne bandt det slåede korn i neg, over selvbinderen og frem til nutidens store mejetærskere.
Et frirum for de pårørende
Omkring halvvejs gennem eftermiddagen får de pårørende mulighed for at gå ind i et andet lokale og tale sammen.
Her kan de dele de svære ting med mennesker, der står i en lignende situation. Samtalerne bliver i rummet.
En pårørende satte efter et besøg ord på betydningen:
– Jeg var slet ikke klar over, hvor meget jeg trænger til at snakke med nogen om, hvor svært det er!
Selvom alvoren naturligt også er en del af demenscafeen, er eftermiddagene bestemt ikke triste. Tværtimod er der masser af humor, latter og godt humør.
Femårsfødselsdagen bliver fejret den 28. september – og selvfølgelig skal en fødselsdag markeres. Derfor kommer der denne eftermiddag Othellolagkager på bordet.





