Danskerne sætter det fælles måltid først på en travl hverdag
51 procent af danskerne vil gerne spise oftere sammen med andre, end de gør i dag, og når hverdagen er travl, peger 33 procent på det at spise sammen som det vigtigste. Det fælles måltid giver sundere vaner, større glæde og mere nærvær. Det viser en ny undersøgelse, Norstat har lavet for føtex.
Sport, spejder og masser af andre gøremål er hverdagskost i rigtig mange danske hjem, og lange arbejdsdage for hjemmets voksne lagt oveni gør det svært at mødes henover det, som mange sætter mest pris på i en travl hverdag. Det fælles måltid.
Blandt de, der gerne vil spise mere sammen, peger 29 procent i undersøgelsen på forskellige arbejdstider som en barriere, mens 18 procent svarer, at det er svært at finde tid.
– Undersøgelsen viser spændet mellem det, vores kunder gerne vil, og det, hverdagen giver plads til. Vi kan ikke give danskerne flere timer i døgnet, men vi kan gøre det lettere at samles om maden. Fællesskabet kan se ud på mange måder: hverdagsmaden med familien, middagen med vennerne eller et måltid, hvor ikke alle spiser det samme. Når vi spiser sammen, får vi mere ud af måltidet, og det vil vi i føtex gerne gøre lettere, siger Morten Møberg, direktør i føtex.
Når måltidet bliver fælles
På spørgsmålet om, hvad de adspurgte forbinder med det fælles måltid, svarer 71 procent på hygge, mens også samtale og nærvær er centrale for måltidet.
føtex er med i Madtanken, Madkulturens tænketank om børn og unges madkultur. For Madkulturens direktør Judith Kyst er det fælles måltid særligt vigtigt for den næste generation.
– Fællesmåltidet er en af de stærkeste værdier i vores madkultur. Den undersøgelse føtex har fået lavet følger de resultater vi også selv har indsamlet i vores egen undersøgelse om unges madkultur. 63 procent af de 18-23-årige at spise sammen med andre, men alligevel spiser halvdelen af de unge, der bor alene, aftensmad alene seks eller syv dage om ugen. Men når de spiser sammen med andre, gør de sig mere umage, og får oftere hjemmelavet mad med grøntsager, og er samtidig mere tilfredse med måltidet. Derfor skal det være nemmere at samles om maden, også når man flytter hjemmefra, siger Judith Kyst.
Sundhed fylder også i danskernes billede af det gode hverdagsmåltid. På en travl hverdag peger 28 procent på, at det vigtigste er, at maden er sund.
– Vi er i Hjerteforeningen glade for, at så mange danskere ser sundhed som en naturlig del af måltidet. Også i en travl hverdag. Vi vil gerne blive ved med at skubbe på for at gøre det sunde valg til det nemme valg, siger Morten Ørsted-Rasmussen, administrerende direktør i Hjerteforeningen.




