ForsideMariagerfjordKloakoverløb fylder i debatten, men hvad viser tallene egentlig i Mariagerfjord Kommune?
Madgården Arden

Kloakoverløb fylder i debatten, men hvad viser tallene egentlig i Mariagerfjord Kommune?

- Annonce -

Kloakoverløb fylder i debatten, men hvad viser tallene egentlig i Mariagerfjord Kommune?

Kloakoverløb i Mariagerfjord er reduceret med omkring 50 procent målt på vandmængden over de seneste 10 år, oplyser Ren Forsyning Mariagerfjord. Kommunen har dog fortsat 35 overløbsbygværker, hvor en blanding af regnvand og urenset spildevand kan ende i vandmiljøet.

Debatten om spildevand og forurening af Mariager Fjord har fyldt meget det seneste år. Nu har Ren Forsyning Mariagerfjord i en pressemeddelelse fremlagt en række tal, der viser, hvordan udviklingen har været, og hvilke tiltag der skal reducere udledningerne yderligere.

Siden 2011 er mere end 45 overløbsbygværker blevet nedlagt i Mariagerfjord Kommune. Omkring halvdelen af dem lå i Hobro, hvor der også er sket en betydelig reduktion i mængden af overløbsvand.

Et af de tydeligste eksempler findes på Gasværksvej i Hobro, hvor kommunens største overløbsbygværk ligger.

For omkring 10 år siden blev der her udledt cirka 500.000 kubikmeter overløbsvand om året. I 2024 var mængden faldet til cirka 135.000 kubikmeter, mens den i 2025 var nede på omkring 95.000 kubikmeter.

Det svarer til en reduktion på omkring 75-80 procent over 10 år.

Ren Forsyning Mariagerfjord understreger dog, at nedbørsmængderne også har betydning for tallene. I 2024 faldt der omkring 900 millimeter regn, mens nedbøren i 2025 var cirka 600 millimeter.

35 steder kan der stadig ske overløb

I dag har Mariagerfjord Kommune cirka 1.350 kilometer kloakledninger. Heraf er omkring 135 kilometer fortsat fælleskloak, hvor regnvand og spildevand løber i de samme rør.

For 15 år siden var der omkring 225 kilometer fælleskloak i kommunen.

De tilbageværende fælleskloakker findes især i Hobro, Hadsund, Mariager og Assens samt i otte mindre landsbysamfund.

Når der falder store mængder regn, kan kloaksystemet blive så belastet, at vandet ikke kan transporteres hurtigt nok videre til renseanlægget. Derfor er der etableret overløbsbygværker, som leder en del af det fortyndede spildevand ud i vandmiljøet for at undgå oversvømmelser af blandt andet boliger.

Der findes fortsat 35 overløbsbygværker i kommunen, men seks af dem forventes nedlagt inden for de næste tre til fire år.

Fra 2027 skal de resterende 29 overløbsbygværker være udstyret med måleudstyr, der kan registrere, hvor ofte der sker overløb, hvor længe de varer, og hvor store vandmængder der løber ud.

Hadsund skal have færre overløb

Også i Hadsund er der udsigt til forbedringer.

Ifølge Ren Forsyning Mariagerfjord forventes mængden af overløbsvand i Hadsund reduceret med cirka 40 procent inden udgangen af 2028.

Arbejdet er en del af kommunens langsigtede plan om at adskille regnvand og spildevand i hele kloaksystemet.

Med den nuværende investeringsplan forventes det at tage omkring 30 år, før hele Mariagerfjord Kommune er separatkloakeret. Syv af de otte mindre landsbysamfund forventes dog at være separatkloakeret inden for de næste 10 år.

Overløbsvand kan indeholde miljøskadelige stoffer

Selvom overløbsvand er fortyndet med regnvand, er der ikke tale om rent vand.

Ifølge forsyningsselskabet kan vandet blandt andet indeholde kvælstof, fosfor, organisk stof, medicinrester, PFAS og rester fra rengøringsmidler.

Ren Forsyning Mariagerfjord peger samtidig på, at kloakoverløb og udledninger fra landbruget ikke umiddelbart kan sammenlignes alene ud fra mængden af vand.

Mens kloakoverløb typisk sker direkte til vandmiljøet under kraftig regn, transporteres næringsstoffer fra landbrugsarealer blandt andet gennem jord, dræn og grundvand.

Det afgørende for påvirkningen af vandmiljøet er derfor ikke kun antallet af kubikmeter vand, men også hvilke stoffer der udledes, hvor store mængder der er tale om, og hvornår udledningerne sker.

Arbejdet fortsætter i mange år

Separatkloakeringen har ifølge Ren Forsyning Mariagerfjord allerede haft en mærkbar effekt. Ud over færre overløb betyder adskillelsen af regnvand og spildevand, at mindre regnvand skal transporteres til og behandles på renseanlæggene.

Ved Gasværksvej i Hobro er den samlede vandmængde, der pumpes videre til Himmerlands Renseanlæg, eksempelvis faldet fra cirka 2,4 millioner kubikmeter årligt for 10 år siden til omkring 1,5 millioner kubikmeter i 2025.

Forsyningsselskabets mål er at fortsætte udviklingen, så regnvand og spildevand i videst muligt omfang holdes adskilt.

Det skal både mindske belastningen af renseanlæggene og reducere mængden af urenset spildevand, der ender i Mariager Fjord og kommunens øvrige vandmiljø.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler