Politiet i forårsaktion – 6 bøder delt ud i løbet af et par timer i Mariagerfjord
Solen skinner og foråret er skudt i gang – knallerterne er pudsede og nogle er måske også blevet justeret til at køre en del hurtigere end de må.
– Det er et helt almindeligt billede, at når vejret bliver bedre, modtager vi en del flere opkald fra folk, der oplever generende knallertkørsel, fortæller politikommissær Lars Rosenvinge fra Nordjyllands politi til Mariagerfjordposten.dk i dagens døgnrapport.
– Vi ved at sol og forår hænger sammen med, at de unge mennesker hiver knallerterne frem og vi er selvfølgelig bevidste om, at der bliver foretaget konstruktiv ændring på nogle af knallerterne – så de kan køre hurtigere end det tilladte, oplyser Lars Rosenvinge og fortsætter:
– Derfor har vi haft nogle folk ude de sidste par dage i området ved Hobro, Valsgaard, Hadsund og Øster Hurup – og i går sidst på eftermiddagen, blev der i løbet af blot et par timer, givet bøder til 6 knallerter, som kunne køre mellem 50-60 km/t og de måtte kun køre 30 km/t.
Nordjyllands Politi vil den kommende tid have fokus på de ulovlige knallerter og vil have kikkerten fremme i hele Mariagerfjord Kommune, slutter politikommissær Lars Rosenvinge.
LÆS OGSÅ: Knallertaktion ved Vebbestrup