Virksomheder i Mariagerfjord Kommune efterspørger meget mere grøn energi
Vi vil gerne omstille til grøn energi. Og gerne så hurtigt som muligt. Men det forudsætter, at energien er til rådighed. Derfor opfordrer vi til, at udbygningen af produktion af vedvarende energi i vores kommune bliver ambitiøs.
Det er budskabet fra 18 større og toneangivende virksomheder i Mariagerfjord Kommune. Budskabet er rettet til politikerne i Mariagerfjord Kommune, som netop nu er i gang med at forberede en revision af kommuneplanen, der skal være gældende fra 2024. I den plan indgår udlægning af arealer til anlæg, som kan forsyne borgere og virksomheder med vedvarende energi i de kommende mange år.
– Vi vil gerne bidrage til at indfri Paris-aftalens mål om at reducere CO2-udledningen og mindske klimapåvirkningen. Men det forudsætter, at vi får adgang til meget mere grøn energi i fremtiden. Vi synes, den skal komme fra vores lokalområde. Det vil styrke forsyningssikkerheden for borgere og erhvervsliv, når vi har vores fremtidige energikilder tæt på os. Samtidig vil det gøre vores kommune attraktiv i forhold til at tiltrække grønne investeringer i fremtiden, hvis vi viser mod og fremsynethed, når det gælder udbygning af den vedvarende energi.
Sådan lyder det fra Grøn Mariagerfjord, som er et netværk af virksomheder, der alle har et højt energiforbrug. Netværket blev stiftet i 2022 med det formål at udveksle erfaringer og udvikle nye tiltag, der kan reducere udledningen af CO2.
– Vi er som virksomheder stærkt optaget af at omstille til mere grønne og miljøvenlige produktionsmetoder. Det ønsker forbrugerne. Det ønsker borgerne. Og det ønsker vi. Vores virksomheder bruger meget energi, og derfor er det afgørende, at vi i den omstilling har adgang til nok vedvarende energi. Men også andre lokale virksomheder har brug for adgang til mere grøn energi for at kunne levere produkter med en lavere klimabelastning. Heldigvis har vi i Mariagerfjord Kommune og tæt på os rigtig gode muligheder for at udbygge produktionen af vedvarende energi og ikke mindst skabe synergier på tværs af de forskellige energistrømme, fremhæver Grøn Mariagerfjord.
Mariagerfjord har særlige forudsætninger
Her henviser netværket til, at man i området har erfaring med produktion af energi fra sol og vind og biogas, at man har erfaring med at opføre Power-to-X anlæg, der udnytter overskudsstrømmen fra vedvarende energi, at man har erfaring med at udnytte overskudsvarme – og at man har kaverner til opbevaring af energi, der kan hentes op og supplere andre forsyningskilder, når der er brug for det.
Denne såkaldte sektorkobling, hvor man udnytter grøn energi på tværs af el, varme og gas er man således langt med i Mariagerfjord Kommune, men hele grundlaget for omstillingen til mere grøn energi står og falder med, at der produceres energi i store mængder fra vedvarende kilder. Og det er her, Grøn Mariagerfjord opfordrer politikerne til at være ambitiøse.
– Som erhvervsvirksomheder vil vi gerne bidrage til en god og konstruktiv proces og dialog omkring udbygningen af vedvarende energi, hvor der kan skabes værdi for både borgere, lokalområder, natur og erhvervsliv. Hvis vi skal i mål med Paris-aftalen og efterfølgende internationale og nationale aftaler om reduktion af CO2, så skal vi løfte i flok – og her er vi som erhvervsliv optaget af at yde vores bidrag. Men det forudsætter, at vi får adgang til meget mere grøn energi i fremtiden.
Bag opfordringen står følgende virksomheder i Grøn Mariagerfjord:
• Agri-Norcold A/S
• Arla Foods amba
• Bewi A/S
• Bæchs Conditori A/S
• CRH Concrete A/S
• Dansk Salt A/S
• DAVA Foods A/S
• DS Gruppen A/S
• Essentia Protein Solutions
• JKF Industri A/S
• Knauf A/S
• Kruse Vask ApS
• Nopa Nordic A/S
• Randers Tegl A/S
• Rockwool A/S
• Sintex A/S
• TRECO A/S
• Aage Vestergaard Larsen A/S
LÆS OGSÅ: 3 store stålkuber i Hobro skal sætte spot på kommende projekter i byen