Ændret opkrævnings model af gebyr til rottebekæmpelse i Mariagerfjord
Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune holder møde den 8. november 2023, hvor der på dagsordenen bl.a. er: Opkrævning af rottegebyr
Ændret opkrævnings model af gebyr til rottebekæmpelse.
Indstilling
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet:
1. At model for ændret opkrævningsmodel for gebyr til rottebekæmpelse tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Rottebekendtgørelse nr. 1170 af 08/09/2023 er nu vedtaget, og det fremgår af § 52 at gebyret pålægges samtlige faste ejendomme i kommunen og opkræves på baggrund af ejendommens areal som oplyst i Bygnings- og boligregistret (BBR) 1. januar i året forud for det år, som opkrævningen dækker. Gebyret beregnes som en sats pr. bebyggede antal kvadratmeter.
For Mariagerfjord Kommune er arealet, som gebyret skal beregnes af 7.439.773 m2.
Hidtil er rottegebyret blevet opkrævet som en promille af ejendomsværdien. Ændringen af opkrævningsmetode skyldes, at opkrævning af ejendomsskat overgår fra kommunerne til staten, hvilket medfører, at rottegebyret ikke fremover kan knyttes til en ejendoms værdi og ikke kan opkræves sammen med grundskylden, som hidtil. I budget 2024 er der vedtaget en uændret promille på 0,11 af ejendomsværdien.
I 2023 er det opkrævede beløb 3.944.569 kr. For at opnå det samme beløb er satsen pr. m2 bebygget areal udregnet til 0,53.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser. Det opkrævede beløb er det samme.
LÆS OGSÅ: Mads Jensen ny cheftræner i Hadsund Boldklub Fodbold