Ændringer i ejerkredsen hos Hobro Malerfirma
Hobro Malerfirma er med indløbet til 2025 blevet til en partnerskabs virksomhed. Grundlæggeren af den over 30-årige lokale virksomhed i Hobro, Niels V. Rasmussen, har budt næste generation velkommen i styringen og ejerskabet af virksomheden Hobro Malerfirma PS.
30-årige Mikkel V. Rasmussen har gennem en længere periode arbejdet målrettet for at indgå i partnerskabet omkring virksomheden.
“Jeg startede faktisk min erhvervskarriere med at uddanne mig som butiksassistent i Intersport, der dengang lå på Adelgade i Hobro. Som barn og helt ung hjalp jeg ofte til på malerværkstedet med at male lister m.m. og var også tit med i malerbilen rundt til de forskellige opgaver, der var i gang. Jeg savnede malerfaget og at være aktiv i virksomheden, og derfor kom jeg tilbage til Hobro Malerfirma og gennemførte uddannelsen som bygningsmaler i 2020,” fortæller Mikkel V. Rasmussen til Mariagerfjordposten.dk og fortsætter:
“Jeg kunne hurtigt mærke en stor interesse for at drive projekter og tage ansvar, og der blev dengang lagt en plan for at nå hertil, hvor vi er i dag og har dannet Hobro Malerfirma PS. De sidste fem år har været en proces med at opbygge læring og viden om driften af virksomheden, herunder alt fra kundekontakt, medarbejdere, indkøb, salg og uddannelse som konduktør, der er en projektlederuddannelse inden for malerbranchen. Jeg føler mig godt rustet til at tage ansvar og del i fremtiden for Hobro Malerfirma PS.”
Familievirksomhed med organisk vækst og begge ben på jorden
Niels V. Rasmussen startede Hobro Malerfirma tilbage i 1992 og kom i malerlære i egen virksomhed. Dengang bestod virksomheden af en hjælpsom svigerfar og en enkelt malersvend, Merete Jørgensen, der kunne lære fra sig, og Niels fik dermed sit svendebrev i hus.
Siden da er virksomheden vokset støt og roligt gennem organisk vækst og enkelte mindre opkøb af andre malerforretninger i området omkring Hobro. Henrik Vad har gennem de seneste 23 år været en betroet medarbejder i virksomheden. Han er også uddannet konduktør og har ifølge Niels V. Rasmussen været en vigtig del af virksomheden. En anden vigtig del af virksomheden er Ane, Niels’ bedre halvdel, der gennem de sidste 25 år har taget ansvar for de administrative opgaver på kontoret.
Hobro Malerfirma har 45 medarbejdere, heraf fire lærlinge, og løser i dag alt malerarbejde for privatkunder, lokale erhvervskunder, bygmestre, hovedentreprenører og store landsdækkende detailkæder.
“For mig har det altid været vigtigt at kunne favne alle kunder og sikre, at arbejdet er i orden. Jeg plejer ved festlige lejligheder at sige, at vi er landsdækkende og heldækkende, hvilket ofte giver et smil på læben. Men der er faktisk alvor bag ordene. Landsdækkende, fordi vi kommer rundt i det meste af landet, og heldækkende, fordi vi skal lave arbejdet ordentligt, så kunden bliver tilfreds. Har vi en opgave med et farveskifte på f.eks. en dør, og det viser sig, at de to gange maling, der er givet i tilbuddet, ikke er nok til at dække, må vi give den et lag mere og sikre, at kunden er tilfreds. Sådan har vi arbejdet gennem alle årene, og dermed har vi oparbejdet en stor, trofast og loyal kundegruppe,” fortæller Niels V. Rasmussen. Han suppleres hurtigt af sin nye partner i virksomheden:
“Og det er præcis den tankegang, jeg vil fortsætte. Vi behøver ikke at tage et væksthop og have store armbevægelser, men vi skal fortsætte det gode, stabile arbejde og gøre os umage over for vores mange trofaste og loyale kunder og medarbejdere.”
Mikkel V. Rasmussen er bosat centralt i Hobro og er midterbarnet i søskendeflokken. Storebror Martin er bosat i Aalborg og arbejder som arkitekt. Lillesøster Mille er bosat i Hobro og i gang med uddannelsen som bygningsmaler – naturligvis hos Hobro Malerfirma PS.