Afhentning af affald er presset i Mariagerfjord
Mariagerfjord Kommune skriver følgende opslag på deres Facebook vedrørende afhentning af affald:
-Nu går vi ind i vores anden uge med vinter. Desværre betyder det, at der er nogle, som slet ikke har fået tømt mad/rest her i 2024.
Du må sætte affald svarende til den periode, hvor der ikke blev tømt.
Sække med madaffald skal mærkes med madaffald.
Sække med plast/metal/mad og drikkekartoner eller pap/papir skal være i klare sække.
Der skal være bundet for sækkene.
-Vi ved godt, at det for nogle kan være et problem at have affald stående i længere tid, så fra i dag er det muligt at aflevere affald på en af vores genbrugspladser.
Du skal kontakte pladsmanden, når I kommer for at aflevere.
Papir og pap samt plast/metal/drikkekartoner skal tømmes ud af poserne, da det ligesom derhjemme skal ligge løst i beholderen.
-Der er meget glat mange steder og det øger risikoen for at skraldemanden falder og kommer alvorligt til skade. I går faldt skraldemanden, som kører i sommerhusområderne Als/Ø. Hurup, så denne tur bliver først kørt ind i dag. Bilerne har svært ved at få vejgreb specielt ude på tilkørselsvejene på landet. Vejene er ofte ikke ryddet, så der kan køre en lastbil.
Der har også været hele veje i Hadsund og Mariager området, som ikke er blevet tømt, fordi vejbanen var for glat. Skraldemanden skal bruge vejarealet som arbejdsareal. Disse veje vil blive forsøgt tømt igen fredag i denne uge og mandag i næste uge.
-Tak for den forståelse og en sober tone, vi møder både i telefonerne og på Facebook, slutter Mariagerfjord Kommune deres opslag.