Allan Vindfeldt besøger Mariagerfjord med sit mobile Tiny House
Midt på en frodig blomstereng på Møllevej lidt uden for Hadsund har den tidligere kirketjener, elektriker og installatør Allan Vindfeldt Jensen den seneste tid slået lejr med sit mobile Tiny House.
Den 17 kvm store tidligere cirkusvogn har de sidste par år dannet rammen om Allans hjem, og ifølge den 71-årige livsglade mand nyder han hver eneste dag med godt humør.
Mariagerfjordposten.dk besøgte forleden den lunefulde gæst i Mariagerfjord-området og hans lidt anderledes bolig.
“Først blev vognen brugt som bo-vogn i Sommerland Syd i Tinglev, og lige inden jeg købte den i 2021, fungerede den som halmvogn hos en landmand i Bylderup Bov i Sønderjylland.
Efter et par år i Randers med ombygning af vognen og opbygning af mit nye hjem har jeg boet fast i vognen forskellige steder rundt i landet,” fortæller Allan Vindfeldt Jensen og fortsætter:
“Jeg har kakkelovn, komfur, køleskab, gasinstallation, solceller på taget, to store opladelige batterier, og regnvand samles op i en 400L stor tank, som bruges til husholdning og drikkevand. Så jeg er selvforsynende på mange områder, og det har jeg det rigtig godt med. Min største synder er min Mercedes-traktor, der ikke kører så langt pr. liter diesel, når jeg flytter mig rundt i landet. Men til gengæld har jeg en velkørende el-cykel, der bringer mig rundt i lokalområderne”.
Mercedes-traktoren fandt Allan Vindfeldt Jensen på Markedspladsen på Facebook og faldt pladask for den. Han kunne hurtigt forestille sig, at den ville være perfekt til ham og hans mobile Tiny House.
“For nogle år siden blev der lavet en ændring, der betyder, at hvis man har MitID, er der ikke krav om at have en fast bopæl. Jeg har haft nogle snakke og udfordringer med motorstyrelsen i forhold til indregistrering af traktoren uden en fast bopæl, men det er der fundet en løsning på, og med en årlig dispensation er jeg kørende på lovlig vis, fortæller Allan og fortsætter:
“Jeg oplever stor gæstfrihed hos landmænd eller andre, hvor jeg spørger om lov til at stille vognen for natten eller nogle dage. Danskerne er meget gæstfrie og giver mig lov, men også meget nysgerrige og vil gerne ind og se mit hjem. Det viser jeg gerne frem og fortæller om min måde at leve på”.
I næste uge flytter Allan Vindfeldt Jensen til Mariager for at opleve stemningen i byen, hvor der holdes Kirkecamp med flere tusinde deltagere. Herefter skal traktoren have et lille eftersyn i Randers. Efter planen sluttes sommeren af i Skagen, og Torup ved Hundested er målet for at overvintre og planlægge næste års steder, der skal besøges.
“Jeg lever i taknemmelighed og tålmodighed. Taknemmelighed for at stå op hver morgen og opleve naturens herligheder omkring mig. Tålmodigheden kommer af sig selv med farten, som min traktor skyder frem. Heldigvis vinker og hilser de fleste til mig, når de kører forbi, og kun enkelte bruger mere enstavelses fingersprog, og det er ikke tommelfingeren,” slutter Allan med et smil og kigger ud over den blomstrende eng.