”Alle har ret til sundhed” – Lis Mancini vil kæmpe for samarbejde mellem Kommune og Region
Ved kommunalvalget den 18. november 2025 stiller Lis Mancini op som kandidat for Socialdemokratiet i Mariagerfjord Kommune. Hun genopstiller samtidig til Regionsrådet, hvor hun har været medlem siden 2010. Du kan altså stemme på Lis to gange – både til Byrådet og til Regionsrådet.
Lis er 72 år, gift, mor til to voksne børn og bedstemor til fem voksne børnebørn. Hun bor fast i sit sommerhus i Øster Hurup, hvor hun også er aktiv i lokalsamfundet. Fritiden bliver brugt i malegruppen Malerklatten, som formand for Borgerforeningen – eller på rejser med campingvognen både i Danmark og udlandet.
Fra socialrådgiver til politik
Lis er uddannet socialrådgiver og har haft en lang karriere, før hun i 2006 kunne engagere sig aktivt i politik. Hun har altid haft hjertet i Socialdemokratiet og har siden arbejdet både organisatorisk og politisk – først i partiforeningen og siden i Regionsrådet.
”Jeg har interesseret mig for politik siden jeg var helt ung, men det var først, da mit arbejdsliv gav plads til det, at jeg kunne kaste mig helhjertet ind i det,” fortæller hun.
Hvorfor kommunalpolitik?
Lis stiller op til Byrådet i Mariagerfjord Kommune, fordi hun ønsker at bidrage til et stærkt socialdemokratisk afsæt for den kommende periode.
”Jeg vil gerne støtte op om, at vi igen får en socialdemokratisk borgmester. Der ligger store opgaver foran os, især når sundhedsreformen skal føres ud i livet. Det kræver et tættere samarbejde mellem kommune og region, hvis vi skal lykkes med at styrke det nære sundhedsvæsen,” siger hun.
Hun understreger, at ingen skal stå tilbage uden hjælp.
”Jeg vil gerne være en garant for, at ingen bliver glemt på perronen. Alle har ret til sundhed – uanset hvor de bor eller hvem de er,” siger Lis Mancini.
Et socialt blik på udviklingen
Med sin baggrund som socialrådgiver har Lis øje for de udfordringer, som borgere i alle aldre kan stå med. Hun lægger vægt på, at kommunen og regionen skal samarbejde, så ingen falder igennem systemet, og så ressourcerne bliver brugt bedst muligt.
Husk at stemme
Til slut sender hun en opfordring til vælgerne:
”Hvis du gerne vil have indflydelse på, hvem der repræsenterer dig i både Byrådet og Regionsrådet, så husk at stemme den 18. november – og sæt gerne dit kryds ved din foretrukne kandidat.”


