Andelen i Hadsund åbner ny udstilling med kunst, musik og bobler
Fredag den 2. maj kl. 14 åbner Andelen i Hadsund dørene til en ny og sanselig kunstudstilling under titlen Bobler – Snacks og 3 dejlige piger. Ferniseringen markerer starten på to måneder med farver, former og musikalske stemninger, når tre vidt forskellige kunstnere indtager væggene – og rummet – på Storegade 44.
Den selvlærte multiartist Randi Saabye Bang fra Højbjerg er en af de udstillende. Hun har arbejdet med glas, keramik, mosaik og mixed media, og er kendt for sin legende og alsidige tilgang til kunsten. Randi er fast tilknyttet August Art i Vrinners.
Tine Lilholt fra Skørping, maler og musiker, byder både på kunstværker og musik ved ferniseringen. Tine har været aktiv på den danske musikscene siden 1979 og kombinerer i dag pensel med harpe, keyboard og guitar. Hun medbringer desuden sin mand, Klaus Thrane, som også er musiker, og sammen leverer de musikalske indslag på åbningsdagen.
Fra Aalborg deltager Glenni Mikkelsen, der i en moden alder fandt sin passion for keramik. Hendes værker er intuitive, fantasifulde og ofte centreret om ro, selvindsigt og forvandling – med fabeldyr og torsoer som tilbagevendende motiver.
Udstillingen kan opleves frem til den 27. juni og åbningen den 2. maj bliver med bobler, snacks og kreativt nærvær i fokus.