Astrup Minihøjskole byder velkommen til ny sæson
Kom og vær med når Astrup Minihøjskole den 17. september kl. 18.00 slår dørene op på Astrup Kro til den første minihøjskoleaften i sæson 2025/26. Sådan lyder opfordringen fra arbejdsgruppen bag minihøjskolen, som er et samarbejde mellem Astrup Kirke og en gruppe af frivillige. Aftenen byder på sang, fællesspisning og et særdeles aktuelt foredrag med overskriften ”Grønland på Krigens rand”.
Foredragsholder er Bente Strager, som er forfattter, antropolog og sygeplejerske. Bente har boet på Grønland i en årrække og med foredraget vil hun placere Grønlands historiske og strategiske betydning fra 2. verdenskrig til nu og forklare, hvorfor Grønland til stadighed har stor international interesse. Der vil også være lejlighed til at drøfte den nuværende politiske situation i Grønland med udgangspunkt i de historiske forhold under efter 2. verdenskrig.
– I Minihøjskolen ønsker vi at belyse og sætte fokus på livsoplysende og aktuelle emner og bidrage til både gode oplevelser og godt fællesskab, fortæller Rita Rydborg, som er menighedsrådets repræsentant i arbejdsgruppen. På programmet er der hver gang fællessang, foredrag, tid til spørgsmål og et traktement inkluderet i billetprisen.
Arbejdsgruppen, som udover Rita Rydborg består af Ina Gudbjerg, Vivian Thrysøe, Berit Sørensen og Gitte Hansen ser frem til at byde velkommen til endnu en minihøjskoleaften og håber på rigtig god tilslutning.
Tilmelding sker via hjemmesiden astrupkirke.dk, hvor man også kan tilgå program og diverse informationer.





