Bliv klogere på geometrisk kunst – gå med på omvisning i Kunstetagerne
Torsdag den 5. december kl. 15 har interesserede mulighed for at høre om den geometriske kunst, som den har udviklet sig herhjemme gennem de seneste ca. 50 år. Det er nemlig temaet for Kunstetagernes aktuelle udstilling, Geometri i tid – Geometrisk tid, som præsenterer værker af 21 kunstnere. De har alle gjort geometriens former til deres foretrukne formsprog.
Kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro vil på omvisningen fortælle om baggrunden for en kunst, som ikke forestiller noget fra virkelighedens verden, men i stedet handler om den rene form og farve, og om, hvad der måske alligevel kan kommunikeres i denne rent abstrakte kunst.
Fra Hobro Kunstsamling vises værker malerier og skulpturer af Kai Führer, Niels Guttormsen, Steffen Jørgensen, Hans Jørgen Nicolaisen og Bent Sørensen. Af samtidskunstnerne vises malerier og blandformer af Malene Bach, Astrid Marie Christiansen, Claus Egemose, Malte Fisker, Lene Juhler, Malene Landgreen, Michael Mørk, Bodil Nielsen, Ulla Pedersen, Ingela Skytte og Troels Aagaard samt skulpturer af AVPD, Rasmus Grønbæk Hansen og Frode Steinicke.
Omvisningen er gratis og åben for alle. Man møder bare op i Kunstetagerne.
Udstillingen er støttet af Spar Nord Fonden og Statens Kunstfond.