Af Charlotte Petersen – Kandidat til kommunalvalget for SF Mariagerfjord og kandidat til regionsrådet for SF Nordjylland
Ingen skal miste deres hjem på grund af en reform
Den seneste kontanthjælpsreform rammer hårdt. Mange steder i Danmark ser vi nu borgere, der står i en uholdbar situation. Flere fortæller, at de ikke længere har råd til at blive boende i deres bolig, selvom de har gjort alt det rigtige, betalt deres regninger, passet deres aftaler og forsøgt at skabe stabilitet i en hverdag, der i forvejen er svær.
Jeg forstår godt, at man vil motivere flere til at komme i arbejde. Men når reformen betyder, at familier må flytte og mennesker mister fodfæstet, så er der noget, der er gået galt. Vi må aldrig lade økonomiske beregninger stå over menneskelige konsekvenser.
Som SF-kandidat i Mariagerfjord vil jeg arbejde for, at alle borgere har mulighed for at bo ordentligt og trygt i en bolig, de faktisk har råd til. Bolig er ikke en luksus, men en forudsætning for et værdigt liv.
Kommunerne står nu i en svær situation, hvor flere borgere mister støtte og søger hjælp til enkeltydelser eller risikerer udsættelse. Det er dyrt, både menneskeligt og økonomisk. Derfor skal vi som samfund tage ansvar og sikre, at ingen står uden tag over hovedet, fordi reglerne er ændret hen over natten.
Det handler ikke om dovenskab eller manglende ansvar, men om mennesker, der er blevet ramt af sygdom, arbejdsløshed eller uheld. De har brug for hjælp, ikke fordømmelse.
Vi skal i kommunerne se konsekvenserne af reformen med åbne øjne. For ingen bør stå i en situation, hvor de må vælge mellem husleje og aftensmad.
Vi skal stå sammen om et samfund, hvor tryghed og værdighed går hånd i hånd også for dem, der kæmper lidt mere end de fleste.
Det vil jeg kæmpe for i vores byråd.



Det er fuldstændigt korrekt. At fratage de svageste til at bo i eget hjem på grund af et lovforslag der ikke giver nogen mening er dybt skamfuldt . Skal vi så også fratage de mange millioner vi giver i bistand til humanitære formål nu må de ansvarlige politikere sku komme på banen .vi bruger så mange milliarder på krudt og kugler at vi glemmer de svageste i vores eget land de ansvarlige der stemmer for disse forslag burde skamme sig