ForsideNordjyllandCyklistforbundet og regionerne vil have flere unge op på cyklen

Cyklistforbundet og regionerne vil have flere unge op på cyklen

- Annonce -

Cyklistforbundet og regionerne vil have flere unge op på cyklen

Siden 2010 er antallet af cykelture blandt elever på ungdomsuddannelser faldet med 40 procent. Det skal en ny kampagne være med til at rette op på. Fælles-Tour er navnet på kampagnen, der skal få flere unge op på cyklen. 

Færre og færre unge får vind i håret og motion i benene, når de skal hen til gymnasiet eller erhvervsskolen. De lader cyklen stå og tager bilen. Derfor lancerer Cyklistforbundet og de fem regioner nu en ny kampagne, der skal få flere unge til at cykle til ungdomsuddannelsen. Fælles-Tour hedder kampagnen, som er gratis at deltage i, og tilmeldingen er netop åbnet til kampagnen, der finder sted i april.

Når de unge putter buksen i sokken og træder i pedalerne i Fælles-Tour, får de ikke kun glæden ved at cykle, men har også mulighed for at vinde præmier til hele klassen. 

”Fælles-Tour er en sjov og fællesskabende kampagne, der skal motivere flere unge til at vælge cyklen til i deres hverdag. Der er nemlig desværre flere og flere unge på gymnasierne, der ikke cykler, men fx vælger bilen hen til skolen. Det er en meget kedelig udvikling, som vi skal have vendt,” siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag.

Anders G Christensen, formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling og EU stemmer i:

“Jeg håber, de unge, som kommer op på cyklen eller elcyklen, får øjnene op for de mange gode ting, cyklen kan: frihed, frisk luft, motion, gode oplevelser, begrænset CO2-udledning og meget mere. Kampagnen er også en oplagt mulighed for at sætte fokus på, hvordan eleverne selv og sammen kan gøre en forskel for klimaet og egen sundhed. Jeg opfordrer uddannelserne i hele landet til at melde sig til og blive en del af fælles tour.”

Tal viser, at flere og flere unge har fået adgang til bil, og det er en skam, at flere tager bilen hen til gymnasiet, da cykelturen også kan forbedre trivslen for den enkelte elev:

”Cykling giver bedre trivsel, fordi du får luft til hovedet, pause fra skærmen og eleverne samles om et fælles mål. Så cykling betyder sundere elever, der er mere indlæringsparate,” siger Kenneth Øhrberg Krag fra Cyklistforbundet.

Kampagnen skal være med til at styrke fællesskabet i klasserne og på skolerne. Klasserne dyster sammen og mod hinanden og hjælper hinanden på cyklerne, så de har større chancer for at vinde præmier. Der er flotte klassepræmier og særpræmier på højkant for elever. Desuden er der en lærerpræmie. Det er lærerne på gymnasierne og erhvervsskolerne, der skal melde klasserne til.

Eleverne kan følge med på @faellestour på Instagram, hvor Cyklistforbundet motiverer dem undervejs i kampagnen, og hvor der desuden vil være mulighed for at vinde præmier i forskellige særkonkurrencer.

Fakta om Fælles-Tour:
Fælles-Tour løber af stablen d. 8.-21. april 2024 og er et samarbejde mellem Cyklistforbundet og landets fem regioner. Ungdomsuddannelsernes Fælles-Tour henvender sig til elever på gymnasier og øvrige ungdomsuddannelser.

Med Fælles-Tour ønsker Cyklistforbundet i samarbejde med de fem regioner at tilbyde alle ungdomsuddannelser en let adgang til at hjælpe unge op på cyklen i hverdagen. Vi ønsker at inspirere flere unge til at vælge cyklen til i deres hverdag.

Kampagnen er helt gratis at deltage i.

Se alle præmier her.

Fakta:

  • Antallet af cykelture blandt alle unge mellem 15 og 20 år er faldet med 34 % siden 2010.
  • Antallet af cykelture blandt unge på ungdomsuddannelser (uanset alder) er faldet med 40 % siden 2010.
  • Flere og flere unge har adgang til bil.  Særligt antallet af familier med 2, 3 eller flere biler er eksploderet:
    • Antallet af familier med to biler er steget med 43 % fra 2010-2022.
    • Antallet af familier med tre eller flere biler er steget med 111 % fra 2010-2022.

Læs mere:
https://www.cyklistforbundet.dk/faelles-tour

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler