ForsideHobroDavid Holmberg: Grundlovsdag – demokratiets festdag

David Holmberg: Grundlovsdag – demokratiets festdag

- Annonce -

Af David Holmberg, Hobro, byrådskandidat for Konservative i Mariagerfjord

Grundlovsdag – demokratiets festdag

På torsdag 5. juni skal vi fejre demokratiet, for da er det Grundlovsdag. Jeg har valgt at stille mig til rådighed for vores lokale demokrati her ved kommunalvalget 18. november, hvor jeg er kandidat for De Konservative til byrådet i Mariagerfjord. Men hvad er demokrati egentlig for en størrelse?

Hal Koch (1904-63) var teolog og historiker, og i 1945 stillede han netop dette spørgsmål i sin anerkendte bog Hvad er demokrati? Koch satte fokus på, at demokrati er en livsform, og at demokrati skal tillæres. Demokrati er altså ikke bare ”et og andet”, vi kan tage for givet, men i stedet noget vi løbende skal arbejde med og for, og noget vi skal værne om og sætte pris på.

For Koch er samtalen det centrale ved demokratiet. Vi skal lytte, argumentere, debattere og forhandle, og så den vej igennem komme frem til løsninger, der er bedst for de fleste. Naturligvis kan vi ikke blive enige om alt, men ved at udvise ordentlighed, have respekt for hinanden, og være lyttende kan vi i fællesskab nå frem til brede og holdbare resultater.

For mig som konservativ er det centralt, at vi alle har en iboende respekt for det danske demokrati, og at vi kerer os om vores medmennesker og det naturlige fællesskab, der er mellem os. Demokrati kommer ikke af sig selv. Vi skal have viljen til at tage ansvar, og derfor skal vi selvfølgelig også stemme ved valgene.

Alle er lige for demokratiet, og det skal vi huske på – også når det bliver svært, fordi der er mange holdninger, der skal brydes. Men uden demokrati får vi heller ikke fundet frem til de handlemuligheder, der skal løse virkelighedens problemer.

Bliver jeg valgt til byrådet i Mariagerfjord her ved valget 18. november, vil jeg gøre mit for, at vi får et levende lokalt demokrati baseret på samtale, tillid og respekt for hinandens holdninger.

- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler