Vi står vagt om den borgernære velfærd for de ældre
Fælles afsendt af: Christian Johnson (C), Emma Houe Mølgaard (D), Jørgen Hammer (O), Jens-Henrik Kirk (C) og Laura Holm (C) – byrådsmedlemmer i Mariagerfjord Kommune
I Mariagerfjord Kommune har dette års budgetforhandlinger været en langstrakt og hård omgang. I fælleskab har alle partier medvirket til at finde løsninger i en tid, hvor udgifter til inflation, energi og overførelsesindkomster har været kraftigt stigende. Vi kunne i september gå i medierne med en fælles budgetaftale, som kun Enhedslisten ikke kunne skrive under på. I byrådssalen nævnte flere politikere, at det gode samarbejde i kommunen havde været årsagen til, at vi var kommet i mål.
Få uger efter enighed om Kommunes budget sprag så bomben: Økonomien på vores ældreområde sejler, og den halvårlige budgetopfølgning viser overskridelse på 40 millioner kroner. Ældrechefen blev afskediget, og direktøren sagde i pressen ”Vi er overraskede over hastigheden i udviklingen. Vi har løbende forberedt os på, at stigningen i antallet af ældre ville få økonomiske konsekvenser. Konsekvenserne er kommet hurtigere og mere voldsomt, end vi havde forventet, forklarer direktør Søren Aalund”
Vi er ikke overraskede over, at vi er blevet flere ældre. Det er en kendsgerning, som alle politikere har kendt til i flere år. Vi er derimod overraskede over, at der ikke er bedre styr på vagtplanlægning, ledernes opgaver og forbruget af vikarer. Opfølgningen fra vores Økonomiafdeling har også været utrolig mangelfuld. Byrådet tilførte for et par år siden 2.9 millioner til at styrke ledelsen på plejehjemmene – en tilførsel, som har vist sig ikke at have den tilsigtede effekt, og som har været underfinansieret. Det på trods af, at vi var flere partier, som allerede ved bevillingen af mere ledelse, var skeptiske omkring, om det var fuldfinansieret. Det blev vi forsikret om af både Velfærdschef, Velfærdsdirektør og Udvalgsformand.
Udenfor indflydelse
Nu står vi i noget, vi godt vil kalde en kæmpe krise. For efter genåbning af budgetter i august og et kommunebudget, hvor hver en sten blev vendt, skal vi nu finde et voldsomt stort beløb, og da vores serviceramme er brugt helt til kanten, er muligheden kun at komme med besparelser – og de besparelser vil, om end det gør ondt, reducere servicen og velfærden – også inden for områder, der behøver det mest.
Udvalget for sundhed og omsorg har valgt at gå med en handlingsplan, vi på ingen måde kan tilslutte os. For det første, fordi vi ikke har kunnet tage en fællespolitisk drøftelse og få alle partier med omkring bordet. Kun Venstre og Socialdemokratiet har plads i Sundhed og Omsorgsudvalget. Økonomiudvalget og Byrådet har fået en orientering om tingene, som ikke er meget mere fyldestgørende end det, vi har kunnet læse i pressen og på sociale medier. Vi kunne have ønsket os, at alle partier bag budgettet ligeledes var en del af genopretningsplanen. Men sådan har man åbenbart ikke ønsket det.
Forslag til ændringer
Handleplanen fra Udvalget for sundhed og omsorg ligger bl.a. op til besparelser på musikterapi (1.mio kr.), aktiviteter på plejecentre (0,781 mio. kr.), pædagogiske måltider på plejecentre (0,3 mio. kr.) og afskaffelse af vores klippekortordning (4,8 millioner kr.) – en ordning, som medarbejderne selv kalder ”Stjernestunder i hverdagen på centrene forsvinder, og det er dem, der er med til at give et godt arbejdsmiljø, frirum og samvær”.
I Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Konservative ønsker vi en anden politisk prioritering, for at lade disse borgernære serviceområder bestå.
Vi forslår, er at vi i stedet går med følgende handleplan for at skåne ovennævnte områder:
- Anvendelse af ledelse i vagtplan og vikardækning (2,9 mio. kr.)
- Administrativ tilpasning af ledelse og administration på kommunens bosteder (1. mio. kr.)
- Beskære antallet af Dagtilbudsledere fra 3 ledere til 2 ledere (0,700 mio. kr.)
- I 2024 fjerne gratis motionstilbud til kommunens ansatte (0,242 mio. kr.)
- Slanke MED-strukturen på tværs af områder (1 mio. kr.)
Ovenstående er naturligvis heller ikke at foretrække, men i magre tider vil vi hellere spare på administration – for at fastholde et velfærdsniveau for vores ældste borgere, som vi kan være bekendt.
Glem de besparelser, og fjern budgettet på Europafestivalen i Mariager, så passer pengene !! Det er er ikke iorden at spare på velfærden og så bruge 7 millioner på en Europafestival, som primært besøges af skoleklasser.
Enig
Helt Enig
Helt enig
Sikke noget sludder! Mariagerfjord byråd har bevilliget en trækningsret på op til 2.797,000, men skal i størst muligt omfang baseres på støtte fra fonde og sponsorer. Og det er overhovedet ikke ‘først og fremmest skoleklasser, der primært besøger festivalen’. Det er først og fremmest voksne mennesker, der er engageret i Danmarks forhold til Europa og omvendt. Og i disse tider med bl.a. krig i Ukraine er der mere end nogensinde behov for oplysning og debat om politikken i Europa. Besøgestallet forventes at blive på mere end 10.000! Godt for Mariagerfjord og for … Europa. Mvh Claus Pico Stæhr