December står i kunstens tegn i Hobro
Julen er som bekendt hjerternes fest, og i december banker Kunstetagernes julehjerte lidt ekstra for kunsten. Derfor kan du igen deltage i spændende arrangementer med kunsten i centrum.
Den 7. december klokken 15.00 kan du komme med på en gratis omvisning i udstillingerne i Kunstetagernes bygning.
Hør hvordan kunstnere har skildret området ved Mariagerfjord gennem tiden, og se de flotte billeder som kommunens borgere har sendt ind til den nye udstilling. Derudover kan du se abstrakte fotografier af den lokale kunstfotograf Niels Reiter.
Den 12. december klokken 16.00 ses der nærmere på den offentlige kunst som findes i og omkring gågaden i Hobro. Her kan du blive klog på skulpturerne og værkerne, som omgiver os her i byen.
Turen sluttes af med julehygge i kirken, hvor der synges et par julesange. Man mødes inde i Kunstetagerne og går derfra ud i byen.
Det er gratis at deltage.