Drøm er endelig gået i opfyldelse i Hadsund Dyrehave
En mangeårig drøm er blevet til virkelighed i Hadsund Dyrehave. Takket være en donation fra Svend Nielsen og Herdis Myginds Fond er der nu opsat to flotte informationsstandere, som fortæller besøgende om de dyr, man kan møde i dyrehaven.
Standerne er bygget i egetræ og designet af LS Træ & Design ved Lars Skovsgaard. Selve printet er udført af Winther Skilte & Reklame, mens idé og tilrettelæggelse er af Hadsund Dyrehave.
Den ene stander er placeret ved indgangen fra Ringvejen, mens den anden kan findes længere inde i haven ved platformen. Her kan man få et hurtigt overblik over de forskellige dyr, som lever i dyrehaven – både dem, man kan være heldig at møde i dagslys, og dem, der først viser sig, når mørket falder på. Fuglene er dog ikke med på oversigten, da de findes i stort antal overalt i haven.
Et nyt og moderne tiltag er QR-koder på standerne, som gør det muligt at læse teksterne på både tysk og engelsk. Det er især en hjælp for de mange udenlandske turister, der hvert år besøger dyrehaven.
Bestyrelsen i Hadsund Dyrehave håber, at standerne vil være til glæde for både lokale og turister:
– Vi ønsker, at standerne skal give en bedre oplevelse for alle, der lægger vejen forbi. Det er en lille ting, men vi tror, den kan gøre en stor forskel, siger bestyrelsen.
Hadsund Dyrehave er åben for alle – og besøget er ganske gratis.


