DS Arena omdannes til stor festivalplads – Musik i Østerskoven fredag og lørdag
Eventchef Henrik Hammershøj hos Hobro IK har sammen med et væld af frivillige ildsjæle fuld gang i omdannelsen af fodboldbanen til en festivalplads på DS Arena. Festen skydes i gang fredag med et ungdommeligt program, og lørdag er programmet mere til det modne publikum.
Der er travlt med arbejdet, da Mariagerfjordposten.dk kiggede forbi DS Arena, for at se hvorledes vores nationalstadion i Hobro kommer til at se ud, når fodbold skiftes ud med musik.
– Vi er rigtig godt med og kan tydeligt mærke, at det nu er 2. gang, at vi omdanner stadion til en stor festplads og afholder Musik i Østerskoven, fortæller Henrik Hammershøj og kigger ud over plænen, hvor det vrimler med folk.
– Fredag spiller, Artigeardit X Lamin, Tessa, Danser med piger, Jaxstyle og DJ Hjalte og lørdag bliver scenen indtaget af The Powls, Gasbox, Queen Machine, Scarlet Pleasure, Medina, Hugorm og Starturn. Der er musik for enhver smag og det bliver en kæmpe fest, hvor vi forhåbentligt sammen kan lave et lille økonomisk overskud til gavn og glæde for vores mange børn og unge, der elsker fodbold og giver den gas på vores træningsbaner, slutter Henrik og skynder sig videre med en kabelrulle.
Det er et fascinerende syn ud over DS Arena, at se de mange aktive hjælpere i gang med at opsætte telte, bare og opsætte en masse borde og bænke. Musik i Østerskoven og DS Arena summer af fællesskab og lokalt arrangement.
Billetter købes på klubbens hjemmeside og der er endda også mulighed for gratis bustransport fra Øster Hurup, Als, Skelund, Hadsund, Assens og Mariager. Ligesom der i Hobro er gratis shuttlebus mellem togstationen, busterminalen og DS Arena.