Af Edin Hajder (A) – Formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse
Medlem af Mariagerfjord Kommunes Byråd
Vi kan og skal gøre mere for borgere med handicap i Mariagerfjord Kommune
I juni 2023 godkendte byrådet en ambitiøs handicapstrategi. Det var et vigtigt skridt og et politisk løfte om, at borgere med handicap skal mødes med forståelse, støtte og muligheder på lige fod med alle andre. Strategien blev ikke bare til på skrivebordet, men i tæt samspil med fagudvalg, Handicaprådet og flere andre aktører. Hensigten var klar: Strategiens temaer skal ikke ende i en skuffe. De skal integreres i det daglige arbejde i hele kommunen og der skal følges op løbende.
Derfor stiller jeg et spørgsmål om: Gør vi nok? Og gør vi det godt nok?
Fra strategi til handling – og videre
I Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse har vi taget strategien alvorligt og omsat den til konkrete handlinger. Vi har lagt vægt på, at borgere med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser ikke må opleve barrierer i mødet med jobcenteret, uddannelsessystemet eller andre kommunale tilbud. Det kræver viden, tilgængelige ordninger og individuel støtte.
Derfor har vi:
– Øget vores fokus på handicapkompenserende ordninger, så både borgere og virksomheder bedre vejledes om deres muligheder.
– Brugt sociale investeringer til at knytte personlige jobkonsulenter til den enkelte borger og sikre helhedsorienterede forløb på tværs af forvaltninger.
– Skabt flere individuelle job- og uddannelsesforløb, der tager udgangspunkt i borgerens virkelighed og ressourcer.
– Sat fokus på unge og fællesskaber, bl.a. gennem håndværksaktiviteter, der styrker sociale relationer og trivsel.
Mennesker før systemer
Men selv de bedste initiativer kan ikke stå alene. Handicapstrategien er vores fælles udgangspunkt, men det kræver vilje og vedholdenhed at føre den ud i livet. Det handler ikke kun om at have de rigtige tilbud på hylderne. Det handler om, at vi hver dag – i jobcenteret, på skolerne, i foreningerne og på rådhuset – møder borgerne med respekt, viden og reel vilje til at finde løsninger.
Vi skylder hinanden mere
Mariagerfjord Kommune har potentialet til at være foregangskommune på handicapområdet. Men det kræver, at vi løfter i fællesskab – politisk, administrativt og som samfund. For borgere med handicap skal ikke kæmpe alene for adgang, deltagelse og anerkendelse. Det ansvar påhviler os alle.
Vi har strategien. Vi har eksemplerne på, at det virker, når vi handler. Nu skal vi sikre, at strategien ikke bliver et punkt på en dagsorden men en rød tråd i vores daglige praksis.
Det lyder fint og undskyld mig, selvfølgeligt, hvad du skriver, for jeg savner stadig den specialiserede viden som i sin tid lå i amterne. Den oparbejdede viden gennem mange år, kom desværre ikke med ud, eller bliver anvendt ude i de mindre kommuner.
Det er som om at kommunerne igen og igen starter forfra. Det er eksempelvis snart mange år siden man ansatte en tilgængeligheds konsulent, alligevel ser vi niveauforskelle på offentlige steder, nedlæggelse af personlig betjening på stationerne, brug af Facebook til kommunal information selvom ikke alle kan bruge det, nedlæggelse af borgernære muligheder. Arden, en tidligere hovedby regnes ikke for meget af politikere og embedsfolk. Og listen er meget længere.
Altså, flotte ord og hensigter har der været rigelig af – især i valgår. Beklager min manglende jahat, men husk at politik er også at turde sige tydeligt fra som arbejdsgiver. Frivilligt arbejde er meget prisværdigt, husk dog på at værdig handicappolitik altid må baseres på og styres af den bedste faglighed.
Mariagerfjord kommune kunne starte med at sikre sig om man har de rigtige servicemindede og uddannet ansatte når det kommer til kontakt og kommunikation med borgere med særlige behov.
Jeg har gennem årene desværre fået flere henvendelser fra borgere der er blevet dårligt behandlet, og desværre ikke overrasket over en sørgelig historie i tv2Nord forleden om et menneske der kæmpede forgæves for hjælpemidler til sin ægtefælle. Svaret var i første omgang, at der var blevet søgt forkert…!
Nej…Der er noget der tyder på, at Mariagerfjord kommune helt basalt mangler indsigt, og det er rystende så mange år efter Danmark tiltrådte handicapkonventionen og strukturreformen.