Skal du ha’ en på opleveren? – ‘Salt Turen’ – På skinner, til vands og i sydehytten
Gode forenede kræfter er gået sammen, og nye pakketilbud med skønne oplevelser til turisterne i Himmerland, er klar.
Hvad siger du til, at rejse ud fra den flotte gamle stationsbygning i Handest ombord på den unikke 70 år gamle skinnebus “Den Røde Rubin” og videre ud i det smukke landskab, med kurs mod Mariager? I Mariager bevæger du dig ind i en verden af salt på Mariager Saltcenter, hvor ikke blot saltede oplevelser og en personlig rundvisning venter, men ligeledes et lækkert måltid på Café Salt. Når du har fået rigeligt med salt på hjernen, venter en sejltur med turbåden Svanen. Ombord vil der være kaffe og kage, mens udsigten til det bakkede landskab omkring Danmarks smukkeste fjord kan nydes med nye gode minder i bagagen.
Sådan lyder det ene ud af i alt fire pakketilbud, som tilbydes i det etablerede samarbejde mellem Mariager Saltcenter, Mariager-Handest Veteranjernbane og Fjordtours, der bl.a. råder over turbåden Svanen, som jævnligt stævner ud på Mariager Fjord, med en masse glade gæster ombord.
Pakketilbuddene går under navnet “Salt Turen” med undertitlen “På skinner, til vands og i sydehytten” og består af en tur med veterantoget, et besøg på Mariager Saltcenter inkl. rundvisning og spisning på Café Salt, samt en sejltur på Mariager Fjord med Svanen. Alt er inkluderet i prisen – det eneste man skal gøre er, at læne sig tilbage og opleve.
Salt Turen er skabt med Destination Himmerland som koordinator, med det særlige fokus, at skabe gode oplevelser og få flere gæster til Himmerland – også uden for højsæsonen. Tanken med denne pakkeløsning er at skabe et færdigt produkt rettet mod større grupper, som eksempelvis busselskaber. En færdig pakke til en favorabel pris, gør det enkelt og nemt for rejsearrangørerne at planlægge en tur, og netop busselskaber, der rejser uden for skolernes ferier, er der et stort potentiale i, når det kommer til at lokke gæster til Himmerland i foråret og efteråret.
“For mange af vores samarbejdspartnere er højsæsonen naturligvis det tidspunkt, hvor de løber hurtigst og har travlt. Vi ønsker at udvide denne periode, og sammen med vores partnere skabe nye turismeprodukter, der også byder gæster velkommen til vores fantastiske område i skuldersæsonerne. Himmerland kan jo noget helt særligt uanset årstid,” siger Johanne Bugge, destinationsdirektør i Destination Himmerland.
Hun bliver suppleret af sin medarbejder Louise Rosenkilde Larsen, der er destinationsudvikler og områdeansvarlig for Mariager Fjord-området, og som har været koordinator for det nyopstartede samarbejde:
“Salt Turen er et super godt eksempel på, at man i fællesskab kan skabe noget større. Som udgangspunkt var tanken, at der skulle laves pakketilbud rettet mod busselskaber, men da først idéer og tanker kom på bordet – og samarbejdet for alvor gik i gang, gik der ikke længe, førend man også så en mulighed i at tilbyde en færdig pakke til den enkelte turist. Derfor er der tilmed skabt en særlig “Salt Turen-deal” på tre udvalgte lørdage, hvor alle har mulighed for at booke sig ind.
At skabe et produkt, der kan rettes mod både store, såvel som små grupper har vi gode erfaringer med, med det allerede eksisterende produkt “Trekantruten”, der i mange år har forenet en tur med tog, båd og bus – dog med et særligt fokus på højsæsonen. Med det nye samarbejde, hvor Mariager Saltcenter er kommet med ombord, har man fået en ny fortælling og fået flere ekstra oplevelser i hus… eller i sydehytte, om man vil.”
Der er lavet i alt fire forskellige pakketilbud til busentreprenører og grupperejser:
- To ture, der inkluderer alle tre aktører, dvs. heldagsture
- To ture, hvor man sammen med besøg på Saltcentret enten kan tilvælge en sejltur med Svanen eller en togtur med skinnebussen og gøre det til en halvdagstur.
Foruden de fire pakketilbud rettet mod større grupper, bliver der åbnet op for tre lørdage, hvor flere små grupper fx børnefamilier, par, enkeltpersoner osv. kan booke sig ind. Der bliver nemlig lavet en særlig Salt Turen-deal hhv. 20. maj, 17. juni og 24. juni – hvor alle kan komme med og få én på opleveren.
LÆS OGSÅ: Find rulleskøjterne frem og kom i Assens Hallen på lørdag