Endnu en ny bomber er landet i Hobro
Hobro IK har styrket angrebet yderligere med tilgangen af Richmond Gyamfi. Den ghanesiske angriber har tidligere været på prøve i klubben.
Hobro IK har igen styrket truppen frem mod det spændende forår, som klubben står overfor. Denne gang er det den 19-årige ghanesiske angriber Richmond Gyamfi, der har sat sin underskrift på en aftale gældende til udgangen af 2027. Richmond Gyamfi har tidligere været til prøvetræning i Hobro IK, og nu er parterne blevet enige om en aftale.
Teknisk chef Lars Justesen sætter ord på den nye angriber i Hobro IK:
– Richmond er en spiller, som vi lærte at kende gennem en længere prøvetræningsperiode i klubben. Her viste han sig rigtig flot frem, hvor især hans afslutningsevner imponerede os. Han er en ung angriber med et stort potentiale, som vi mener, at vi kan være med til at forløse. Et potentiale, vi allerede har set gode prøver på.
Richmond Gyamfi, der ikke tidligere har repræsenteret en klub i Europa, glæder sig til at tørne ud for Hobro IK:
– Jeg er rigtig stolt og glad over at have sat min underskrift på en aftale med Hobro IK. Jeg har fået et rigtigt godt indtryk af Hobro IK gennem min prøvetræning, hvor både spillere, trænere og alle andre i klubben har taget godt imod mig. Det er stort skridt for mig at rejse til en anden verdensdel, men jeg føler mig allerede hjemme her, og jeg er sikker på, at det er et godt sted for mig at fortsætte min udvikling.
Richmond Gyamfi er spilleberettiget og er med i truppen til dagens testkamp mod Aarhus Fremad.
Individuel spillerpartner på Richmond Gyamfi er Wetter Transport.
LÆS OGSÅ: Vind billetter til spændende fodboldopgør: Hobro IK mod Fredericia