Endnu en varebil har fået klippet hul i døren
Nordjyllands Politi får lige nu mange anmeldelser om indbrud i varebiler. Hændelserne er spredt bredt ud over hele politikredsen.
I dagens døgnrapport kunne politikommissær Mikkel Brügmann fortælle, at endnu en varebil har fået klippet hul i døren.
-Denne gang er det på Banevænget i Nørager, at gerningspersonerne har været på spil og her er det gået ud over en Ford Transit i tidsrummet mellem i går kl. 18 til i morges kl. 07.15, oplyser Mikkel Brügmann og fortsætter:
-Fra varebilen er der stjålet værktøj og vi er nu her på vej derud for at undersøge det yderligere.
Hos Nordjyllands Politi efterforsker man i øjeblikket en række anmeldelser om indbrud i varebiler. Fremgangsmåden er i flere af tilfældene den samme – gerningspersonen borer hul i døren og klipper en wire, hvorefter der er adgang til håndværkernes værktøj.
Nordjyllands Politi har tidligere på ugen informeret om en række gode råd til ejere af håndværkerbiler/varevogne, der skal gøre det sværere for tyven at bryde ind og efterfølgende at få afsat tyvekosterne – det kan du læse mere om her: Indbrudsbølge i varebiler i hele politikredsen
LÆS OGSÅ: Tyverier fra flere varebiler i Arden