“Et fantastisk sted for unge spillere”: Nathan skriver kontrakt med Hobro IK
Hobro IK har skrevet kontrakt med den 19-årige offensivspiller Alexander Nathan, der har været i klubben siden U15. Alexander Nathan har allerede været inde omkring klubbens NordicBet Liga-hold ligesom han også har fået debut for førsteholdet. Alexander Nathan har skrevet under på en kontrakt gældende til sommeren 2026.
Alexander Nathan, der pt. gør sig på klubbens U19-hold, skiftede til Hobro IK fra Helsted Fremad som U15-spiller og har siden da været i klubben. Den 19-årige midtbanespiller har fået debut for klubbens NordicBet Liga-hold og har i en periode trænet med førsteholdet.
Lars Justesen, sportschef i Hobro IK, er stolt over, at klubben endnu en gang har skrevet kontrakt med en egenudviklet spiller:
– Nathan er en spændende ung offensivspiller, der har et flot og glidende drev med bolden. Han har i en længere periode trænet med førsteholdet ligesom han var med på vores træningslejr til Cypern, hvor han viste sig godt frem. Det glæder mig og gør mig stolt, at vi endnu en gang skriver kontrakt med et af vores egne talenter og jeg håber, at vi med den plan, der er lagt for Nathan, kan få forløst det potentiale vi har set flere gode prøver på.
Alexander Nathan, der ved siden af fodbolden på læser på Mariagerfjord Gymnasium, er ligeledes stolt over at have skrevet under på sin første kontrakt:
– Jeg er vildt stolt og glad over, at have skrevet under på min første kontrakt. Hobro IK er et fantastisk sted for os unge spillere at udvikle os og det er tydeligt at mærke, at der er lagt en god plan for os. Der bliver skabt et godt miljø omkring os, der er med til at påvirke vores udvikling positivt og jeg ser frem til de kommende år, hvor jeg skal fortsætte min udvikling og suge til mig fra trænere og holdkammerater.