Et øjebliksbillede af Arden – Status på et fotografisk tidsbillede af byens huse
Samarbejde mellem Lokalhistorisk Arkiv i Arden og den lokale amatørfotograf Lasse Kaarsberg-Puggaard, som skal sikre, at alle fremtidige generationer kan få et indblik i, hvordan Arden og husene inden for byskiltene så ud i 2023-2024, skrider sikkert fremad.
Lasse Kaarsberg-Puggaard er allerede kendt blandt læserne af Mariagerfjordposten.dk, hvor han ofte beriger med stemningsbilleder fra Arden og omegn. Det er ikke usædvanligt at se Lasse på gåtur rundt i byen, altid med sin telefon klar til at fange de bedste motiver.
Om projektet fortæller han:
– I samarbejde med Arden Arkiv vil jeg på frivillig basis tage billeder af huse i Arden. Jeg laver et opslag på Facebook i god tid, hvor jeg informerer om, hvilke gader jeg vil besøge og hvornår. Jeg tager kun billeder fra vejen, og de bliver udelukkende delt med Arden Arkiv, forklarer Lasse Kaarsberg-Puggaard og giver her en status på projektet:
– Jeg er kommet godt igang med projektet og har nu fået taget billeder af husene på 27 gader. Der mangler altså endnu 22 gader, før jeg kan afslutte projektet. Endnu engang tusind tak til alle jer borgere, der tager så pænt imod mig, når jeg kommer forbi for at fotografere jeres huse.
“Hvis der er nogen, der ikke ønsker deres hus fotograferet, så er jeg velkomne til at sende en besked til mig på mail: lpuggaard@live.dk, slutter Lasse Kaarsberg-Puggaard.