Fællesskabet vokser i Mariager Hallen
Hvis du endnu ikke har besøgt det nye store motionscenter, der er åbnet i den tidligere minihal i Mariager Hallen, har du virkelig noget godt i vente. Mere end 1.500 frivillige timer og donationer fra et væld af fonde har gjort det muligt at etablere byens nye motionscenter. Her er der plads til alle aldersgrupper og til både individuel træning og forskellige holdtræninger i de tilhørende lokaler.
Ideen om at omdanne den slidte minihal til et moderne træningscenter opstod på et borger-/brugermøde. Et møde med Sparekassen Danmark i Mariager og en hurtig ansøgning til Sparekassen Danmark Fonden Mariagerfjord sikrede de første 500.000 kr. til projektet. Herefter tog indsamlingen af resten af midlerne hurtigt fart.
Det nye træningscenter åbnede i starten af august, og for nylig besøgte Mariagerfjordposten.dk formanden og næstformanden i Mariager Hallen for at høre mere om byens nye motionscenter.
For et par år siden kom nye kræfter til bestyrelsen for Mariager Hallen, og der er hurtigt blevet skabt en fantastisk stemning i bestyrelsen. “Vi har det sjovt og hygger os sammen, men vi har også store ambitioner og arbejder hårdt på at gøre Mariager Hallen og området omkring til et attraktivt sted at være. Her kan man mødes om bevægelse samtidig med at vi styrker det sociale fællesskab i byen”, fortæller formanden for Mariager Hallen, Søren Tolstrup. Han bliver hurtigt bakket op af næstformand Jessica Roed.
“Vi har gjort os umage med at indrette motionscenteret, så det er fremtidssikret og kan bruges til mange forskellige træningsformer. På åbningsdagen kiggede op mod 300 mennesker forbi, så interessen var stor, og den fortsætter. Vi kan se, at tallet stiger uge for uge. Lige nu er der omkring 350 medlemmer, der har valgt det nye motionscenter i Mariager, der nyder individuel træning i et fællesskab, hvor kaffeklubben efter træningen er lige så vigtig som selve træningen”. fortæller Jessica med et smil.
Flere drømme om større fællesskab i Mariager Hallen
MOVE-området udenfor Mariager Hallen er blevet rigtig flot og bruges flittigt af byens børn og unge. Der er stor interesse for det nye motionscenter, men hallens bestyrelse har flere drømme og planer.
“Mariager Hallen har gennem årene altid været et mødested for borgerne i Mariager, og populariteten har svinget gennem årene. I disse år oplever vi en utrolig stor opbakning til de tiltag, vi sætter i gang. Det har vi naturligvis tænkt os at videreudvikle på”, fortæller formand Søren Tolstrup, mens han spørger, om vi vil have en rundvisning. Mens vi går rundt og ser hallen, cafeteriet, træningsrummene og motionscenteret, viser Søren også de områder, hvor bestyrelsen har planer om forbedringer.
“Vi holder snart et møde om fremtidsønsker, hvor vi inviterer byens borgere, foreninger og brugere til at komme med deres drømme og ønsker for, hvad der skal ske i og omkring Mariager Hallen. Vi har selv nogle idéer, men hallen er jo ejet af alle, og derfor skal vi også være sammen om at udvikle og vedligeholde den”, fortæller Søren og han fortsætter:
“I løbet af sommerferien har vi skiftet belysningen i hallen og mange andre steder til LED-lys. Det giver os årligt en stor besparelse, som hurtigt kan ses på bundlinjen. Et andet projekt, vi også har fået gennemført, er et nyt låse- og sikringssystem. Det giver brugerne meget mere fleksibilitet i forhold til adgang, og det giver os også en god årlig besparelse i forhold til udgifter til vagtfirma – nu slipper vi for, at “en mand” altid skulle være til stede for at åbne og lukke folk ind”.
“Vores hal trænger til en ordentlig omgang maling og udskiftning af linoleumsgulvet, ligesom de gamle toiletter kan inddrages til noget mere brugbart. Der er ikke sket meget indvendigt siden hallen blev bygget i 1970’erne, så det er vi ved at kigge på,” fortæller formanden og fortsætter:
“Vi har også fået bevilget nogle af pengene til at kunne sætte solceller op på motionscenteret, og forhåbentlig har vi snart de sidste midler på plads, så vi kan få solens hjælp til at spare på elregningen. Solceller kunne også være oplagt i selve hallen, men vi tager et skridt ad gangen Vi skal jo kunne følge med. Heldigvis har vi mange frivillige, der hjælper omkring hallen ,” slutter Søren Tolstrup med et smil til en stor gruppe seniorer, der netop er færdige med dagens træning og nu er klar til at slappe af i cafeteriet med kaffe og snak.
Den samlede bestyrelse for Mariager Hallen ser for tiden sådan ud:
Formand: Søren Tolstrup
Næstformand: Jessica Roed
Kasserer: Didde Lerche
Medlem: Kenneth Kilian
Medlem: Jens-Henrik Kirk