Tilbageblik: Fire unge er rykket ind på Hobro Alderdomshjem
I et tilbageblik på nogle af de gode historier i de første 6 måneder af 2023 finder vi denne – læs eller genlæs den her:
Fire unge er rykket ind på Hobro Alderdomshjem
Hobro Alderdomshjem har ansat fire unge i fritidsjob, som skal være med til at skabe stjernestunder for beboerne.
I en forsøgsperiode har Mariagerfjord Kommune ansat unge til fritidsjob på Plejecenter Teglgården i Als samt Hobro Alderdomshjem. Der har været stor søgning på de opslåede stillinger og nu er blandt andet Malthe Wangsøe og Lars Pedersen Farreny startet på Hobro Alderdomshjem.
– Vi har holdt et informationsmøde med de unge, hvor vi har talt om tavshedspligt, indhold i jobbet og hvor de unge har haft mulighed for at hilse på deres mentorer, fortæller leder af Hobro Alderdomshjem Kirsten Severinsen. Hun uddyber, at de nyansatte unge har vist et højt niveau af modenhed og at plejecenterets personale glæder sig til at tage imod de nye kolleger.
De unge skal skiftevis møde ind et par timer om eftermiddagen, hvor deres primære opgave består i at være sammen med de ældre – det kan være at gå en tur, spille et spil eller fortælle røverhistorier på tværs af generationer.
Nancy Christensen, som netop er flyttet ind på plejehjemmet fortæller, at hun synes, det er hyggeligt, at Malthe har lyst til at komme og spille spil, gå en tur, læse en bog højt eller kigge på fotoalbum sammen med hende og naboerne på Hobro Alderdomshjem.
– Jeg er meget glad for at være startet her. Jeg vil gerne arbejde med mennesker og så er det dejligt at være med til at skabe gode oplevelser for andre, fortæller Malthe Wangsøe, som er 17 år og til daglig går på Mariagerfjord Gymnasium.
Betina Skals er sammen med tre kolleger mentor for de unge på Hobro Alderdomshjem. Mentorerne hjælper de unge i gang, når de møder ind og allerede nu kan de se, at det er guld værd at skabe relationer på tværs af generationerne.
Også hos politikerne i Mariagerfjord Kommune er der glæde at spore.
Formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, Jan Andersen, er glad for, at så mange unge har ansøgt stillingerne.
– Det er godt at se, at en række unge nu får mulighed for at prøve kræfter med faget. På den her måde styrkes kendskabet til gode og meningsfulde opgaver og jobmuligheder på ældreområdet. Vi kommer i fremtiden til at få brug for mange gode kræfter, uddyber Jan Andersen.
Formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse, Edin Hajder, fortæller, at han også glæder sig over forsøgsordningen med fritidsjobs.
– Vi har i Mariagerfjord Kommune et særligt fokus på fritidsjobs til unge og vi håber, vi gennem fritidsjobsene på plejecentre kan vække de unges interesse for plejesektoren, slutter Edin Hajder.
I alt 33 unge har ansøgt fritidsjobs på Plejecenter Teglgården i Als og Hobro Alderdomshjem. Forsøget med fritidsjobs på plejecenter Teglgården i Als og Hobro Alderdomshjem evalueres i sommeren 2023 med henblik på at undersøge, om tilbuddet skal udbredes til Mariagerfjord Kommunes øvrige plejecentre.
LÆS OGSÅ: Fest med dine gamle studenterkammerater på Mariagerfjord Gymnasium – og vind en præmie