Fjordstrategi forskønner Mariager Fjord
Mariagerfjord Kommune er klar med gavmild støtte til ideer, der forskønner Danmarks smukkeste fjord.
Drømmer du om en sti, en bænk, et bålsted, en badebro eller noget helt femte ved netop dit favoritsted ved Mariager Fjord? Så er det nu, du skal sætte dine kreative ideer i spil. Mariagerfjord Kommune bidrager nemlig med 500.000 kr. til projekter, som skal gøre Mariager Fjord endnu mere attraktiv og tilgængelig for alle, der bor i eller besøger den nordjyske fjordkommune.
Puljen udløber af kommunens fjordstrategi, som vil skabe en positiv udvikling om Mariager Fjord, der styrker sammenholdet, stoltheden og vækker genlyd vidt omkring. Her er et af målene, at binde fjorden bedre sammen ved skabe genkendelighed og inspirere beboere og besøgende til at flytte sig rundt om fjorden, ind i landskabet og mellem fjordbyerne.
Det glæder borgmester Mogens Jespersen, at puljen til Mariager Fjord kan bidrage til, at konkrete projekter kan få lov til at blomstre rundt om og på fjorden.
– Vi vil gerne gøre det tydeligt for borgere og besøgende, at vi er fælles om Mariager Fjord, og at vi ønsker at styrke både de fysiske og kulturelle sammenhænge rundt om og på fjorden. Vi håber, at borgerne vil byde ind med projekter, som kan styrke tilgængeligheden til fjorden. Vi ser også gerne projekter, der kan bidrage med et kvalitetsløft, så vi på ny får mulighed for at nyde Danmarks smukkeste fjord og naturen omkring den.
For at komme i betragtning til puljemidlerne skal projekterne være i direkte eller visuel kontakt til Mariager Fjord. Puljen på 500.000 kroner skal på den måde understøtte små projekter, der giver bedre tilgængelighed og støtter friluftslivet i fjordlandskabet. Det skal også meget gerne være initiativer, som tager udgangspunkt i allerede eksisterende kvaliteter, som kan trænge til et løft.
– Vi prioriterer tilgængelighed utroligt højt. Vi ønsker nemlig, at alle får mulighed for at nyde og bruge de unikke steder ved vores smukke fjord, samtidig med at vi er omsorgsfulde over for fjordens natur og passer godt på den. Vi forventer derfor ikke, at der kan skabes en fuldkommen tilgængelighed på alle parametre i alle projekter, men vi håber, at alle ansøgere tager stilling til mulighederne, fastslår Mogens Jespersen.
Ansøgerne skal skynde sig til tasterne. Ansøgningsfristen er nemlig allerede 1. oktober 2023. Ansøgninger skal sendes elektronisk via kommunens hjemmeside, hvor man også kan læse om betingelserne for at søge: Pulje til små projekter under Fjordstrategien ‘ Mariagerfjord Kommune
Som udgangspunkt støttes der ikke med midler til driftsomkostninger og lønninger. Der gives heller ikke støtte til enkeltpersoner. Mariagerfjord Kommune vurderer indkomne ansøgninger i efteråret 2023.
Fakta om fjordstrategien
Fjordstrategien med titlen ‘Fortællingernes Fjord’ blev godkendt i efteråret 2021 og tager afsæt i den kulturelle, geologiske og industrielle historie fra vikingerne og Fyrkat ved enden af fjorden i vest til værnemagtens tidligere militære bunkeranlæg ved dens udmunding i øst. Ud over en vision for fjorden og en række anbefalinger, rummer strategien også en pulje til små projekter samt et katalog over andre store som små projekter, som politikerne kan bringe i spil løbende.