Flygtede fra færdselsuheld på motorvejen
Østjyllands Politi modtog søndag aften kl. 18.29 en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej nær Fårup i Sydgående retning.
– En 45-årig mandlig bilist var blevet påkørt bagfra af en – ifølge vidneforklaringer – hvid varebil med aggressiv kørsel. Påkørslen medførte, at den 45-årige mand mistede herredømmet over sit køretøj, hvormed han påkørte autoværnet i midterrabatten, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten og fortsætter:
– Den hvide varebil var blevet ført af en ukendt mand i alderen 40-45 år, som efterfølgende havde forsøgt at tale den 45-årige fra at ringe til politiet, muligvis grundet spirituskørsel. Den ukendte gerningsmand flygtede efterfølgende fra færdselsuheldet ved at krydse det nordgående spor og løbe fra stedet til fods.
– Han beskrives desuden som værende kraftig af bygning og omkring 170 cm. høj. Han forlod stedet i retning mod øst og flygtede fra færdselsuheldet uden sko på.
Har du informationer, som kan hjælpe politiet med den videre efterforskning, kan du kontakte Østjyllands Politi på 114.