ForsideMariagerfjordFørste gang i Danmark: Solsorte ramt af dødelig Usutu-virus

Første gang i Danmark: Solsorte ramt af dødelig Usutu-virus

- Annonce -

Første gang i Danmark: Solsorte ramt af dødelig Usutu-virus

De senere uger har Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark fået et stigende antal henvendelser fra danskere, der har fundet døde eller døende solsorte i haver og parker. Nu har Statens Serum Institut påvist, at tre solsorte er bukket under som følge af fuglevirusset Usutu, der også kan gøre mennesker syge. Veterinærpatologer på Københavns Universitet efterlyser solsorte til undersøgelse. 

Efter at store antal solsorte i den nordlige del af Tyskland de senere måneder er døde af Usutu-virus, er sygdommen nu konstateret i Danmark.

For første gang nogensinde har Statens Serum Institut (SSI) påvist denne virus, der overføres til fugle med stikmyg.

Seruminstituttet oplyser, at Usutu-virus er fundet i tre solsorte, der er sendt til undersøgelse under Faldvildtovervågningsprogrammet.

Det falder i tråd med, at DOF BirdLife i denne tid modtager foruroligende mange opkald fra bekymrede fugleinteresserede, der rapporterer om ekstraordinært mange døde, døende eller svækkede solsorte i haver og parker.

-Siden begyndelsen af august har vi fået over hundrede henvendelser fra danskere, som har fundet døde solsorte, eller observeret fugle med underlig adfærd. Måske har droslerne siddet apatiske på græsplænen og er så bukket under kort efter. Meldingerne er især kommet fra Syd- og Sønderjylland, og det stemmer med, at der er dokumenteret Usutu-virus i drosler i Slesvig-Holsten umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife.

Biologen vurderer, at smitten er sket i Danmark, da trækket af solsorte i august, hvor de første meldinger om døde eller døende drosler lød, ikke er begyndt. Med andre ord tyder det på, at lokale standfugle er smittet med Usutu-virus.

-Vi har også fået henvendelser om døde ungfugle, der næsten er drattet ud af rederne, siger Knud Flensted.

Teorier haves, beviser søges

Veterinærpatologer på Københavns Universitet efterlyser i forbindelse med de mange meldinger om syge og døende solsorte dødfundne eksemplarer, så man kan blive klogere på den aktuelle situation og udbredelsen af Usutu-virus.

-Vi har på det seneste kun modtaget tre døde solsorte til obduktion, selv om der tilsyneladende er mange meldinger om dødsfald. Vi håber at modtage flere fugle, så vi kan få vished om udbredelsen af Usutu-virus i danske fugle. Det er vigtigt, at døde solsorte fryses ned, straks de bliver fundet, og derpå sendes til os. Spurvefugle går meget hurtigt i forrådnelse, så jo friskere de døde fugle er, desto bedre kan vi obducere dem, siger Tim Kåre Jensen, der er veterinærpatolog, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Sektion for Patobiologi, Københavns Universitet.

Størst risiko sommer og efterår

Proceduren er, at fuglene først obduceres, og får undersøgt deres indre organer. Er fuglen afmagret, og er dens fjerdragt pjusket? Disse dele bliver afklaret, inden der tages prøver af fuglens hjerne, der så sendes til Statens Serum Institut (SSI), der foretager den endelige analyse af Usutu-virus.

Usutu-virus overføres med myg, der er mest aktive i sommerperioden og det tidlige efterår. Derfor er sandsynligheden for Usutu-virus i solsorte større om sommeren og i september, end de er om foråret.

Klimatiske forhold spiller også ind i forhold til smitte-risikoen. Høje temperaturer over en længere periode er en vigtig faktor for opformering af virus i fuglene.

Send solsorte ind til analyse

DOF BirdLife opfordrer danskerne til at indsende døde solsorte til obduktion og videre analyse for Usutu-virus.

Husk at tage handsker på, når den døde fugl puttes i en plastikpose og postes videre, påpeger veterinærpatologerne.

Det er primært personer, der i forvejen har svækket immunforsvar, der er i risikozonen for at blive syge af Usutu-virus, men der er ingen grund til at tage chancer. Infektion med Usutu-virus kan give feber og hovedpine og i særligt alvorlige tilfælde også centralnervøse forstyrrelser såsom nakkestivhed, lammelser og manglende motorisk kontrol.

Indsend døde solsorte via: https://patologivagten.dk/vildtsundhed

Under punktet ”Dødfundet vildt” kan man læse, hvordan man gør.

Patologivagten, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Sektion for Patologi, Københavns Universitet vil obducere droslerne. Derefter sendes de til videre analyse for Usutu-virus og West Nile-virus på Statens Serum Institut (SSI).

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER

DMI søger snemålere

- Annonce -

Seneste artikler