Foredrag i Hjertecafeen på biblioteket i Hobro – Når hjertet svigter
– Når overlæge ved Aalborg Universitetshospital, Søren Vraa, tirsdag 31. oktober gæster hjertecafeen på biblioteket i Hobro for at holde foredrag om hjertesvigt, vil han være sekunderet af to lokale fagpersoner, fortæller Jens Sønderup, bestyrelsesmedlem i Hjerteforeningen Mariagerfjord og fortsætter:
– Det drejer sig om Minna Hvass Kristensen og Rikke Andersen. De arbejder begge på hjertesvigt-ambulatoriet på Hobro Sygehus og har som hjertesygeplejersker stor ekspertise i omsorg og vejledning af hjertepatienter.
– Det er under overskriften ”Sammen om et sundere hjerte”, at overlæge og forsker Søren Vraa, der er tilknyttet Hjertemedicinsk afdeling ved Aalborg Universitetshospital i Aalborg, holder sit foredrag“.
Bag arrangementet står Hjerteforeningen Mariagerfjord, som har en lang tradition for at afholde hjertecafeer. Denne gang er temaet hjertesvigt – en lidelse, der hvert år rammer godt 11.000 danskere.
Hjertesvigt er en udfordrende tilstand, hvor hjertet ikke pumper blodet effektivt nok. Det kan medføre træthed, åndenød, hævelse i benene og andre ubehagelige symptomer.
– Hjertesvigt kan føles overvældende og påvirke ens livskvalitet, men man behøver ikke stå alene. Vi inviterer derfor alle interesserede til at deltage i vores Hjertecafe, hvor vi vil dele vigtig information om hjertesvigt og skabe et støttende fællesskab, fortæller formanden for Hjerteforeningen Mariagerfjord, Lene Mark, Snæbum.
Deltagelsen i hjertecafeen er gratis.
Hvornår: Tirsdag 31. oktober kl. 19
Hvor: Hobro Bibliotek