Forslag til lokalplan 190/2023 for et boligområde på Østergade i Hadsund
Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune holder møde den 6. marts 2023, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Forslag til lokalplan 190/2023 for et boligområde på Østergade i Hadsund.
Firmaet John Frandsen A/S har indsendt et projektforslag for et område til tæt-lav boligbebyggelse på Østergade i Hadsund. Projektet indeholder 44 boliger. Udvalget for Teknik og Miljø har tidligere besluttet, at det indsendte projektforslags boligsammensætning kan danne grundlag for udarbejdelsen af et forslag til en lokalplan. Fagenheden for Teknik og Miljø har derfor udarbejdet et forslag til Lokalplan 190/2023.
Udvalget for Teknik og Miljø skal tage stilling til, om lokalplanforslaget skal sendes i offentlig høring.
Indstilling
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Teknik og Miljø:
- At forslag til Lokalplan 190 sendes i offentlig høring i fire uger.
- At fagenheden bemyndiges til at godkende forslaget endeligt efter de godkendte retningslinjer, hvis der ikke kommer indsigelser i høringsperioden.
Sagsfremstilling
Baggrund
På baggrund af et ønske fra John Frandsen A/S om at udvikle et område til åben-lav boligbebyggelse mellem Østergade og Alsvej i Hadsund, har Mariagerfjord Kommune udarbejdet Forslag til Lokalplan 190/2023 for et boligområde på Østergade i Hadsund.
Lokalplanen skal give mulighed for et boligområde med tæt-lavbebyggelse i form af rækkehuse, samt udlægge arealer til fælles ophold.
Forslaget indebærer opførelse af 44 tæt-lav boliger og fordeler sig på følgende boligstørrelser:
- 120 m2
- 110 m2
- 100 m2
- 85 m2
Herudover er der tilhørende carporte og udhuse.
Formål
Fagenheden har udarbejdet lokalplanforslag, hvor der er fokus på at skabe et tæt-lav boligområde med fokus på gode, udendørs opholdsarealer både i form af private haver og fælles friarealer, som tilsammen medvirker til at skabe fællesskab og tryghed i området. Lokalplanforslaget har derfor fokus på følgende principper, som danner grundlag for lokalplanens formål:
- Bebyggelsens placering skal skabe tryghed og fællesskab gennem mødet med naboen.
- Fælles friarealer skal etableres centralt i området, og området skal have omtrent 500 m2 fælles friareal pr. 20-25 boliger.
- Parkering skal etableres ved vejen, så der skabes mindre stier mellem bebyggelsen, som er med til at skabe fællesskab ved mødet med naboen.
Anbefaling af høringsperiode
På grund af lokalplanforslagets begrænsede omfang og kompleksitet anbefaler fagenheden en høringsperiode på fire uger.
Økonomi
Ejeren af ejendommen har fået oplyst, at lokalplanen først kan vedtages endeligt, når han har fraskrevet sig retten til at kræve arealet overtaget i henhold til Planloven. Sagen har dermed ingen økonomiske konsekvenser for Mariagerfjord Kommune.