Fortælleværksted med Rita Moore – “Kærlighed til London”
Maj måneds ”Fortælleværksted” byder på en særlig fortælling, når Rita Moore fra Hadsund gæster arrangementet og deler sin mangeårige kærlighed til den britiske hovedstad, London.
Allerede som 17-årig tog Rita det første skridt ud i verden, da hun i 1973 rejste til London som au pair. Det, der blot skulle have været ét enkelt år i storbyen, blev i stedet til syv – og siden da har hun i over 20 år fortsat sin opdagelsesrejse gennem London som besøgende og passioneret storbyelsker.
”Det var en pige fra landets møde med storbyen, som jeg forelskede mig i på stedet,” fortæller Rita Moore med et glimt i øjet. I sit foredrag vil hun tage tilhørerne med tilbage til det første møde i 1973 og fortælle om både personlige oplevelser og Londons fascinerende historie, arkitektur og uendelige strøm af oplevelser.
Hans Henrik Rasmussen fra Hadsund Museumsforening & Lokalhistorisk Arkiv lover et inspirerende indblik i en by, der altid summer af liv: ”Lur mig, om ikke man selv får lyst til at tage til London og udforske, når man hører om alt det, byen kan byde på.”
Arrangementet finder sted onsdag den 21. maj kl. 09:30 i Andelen, Storegade 44, Hadsund.
Husk tilmelding senest mandag den 19. maj kl. 12:00 – enten via SMS til 9387 9560 eller på mail til lokalarkivet-hadsund@outlook.dk.