Fra i dag kan du også blive vaccineret på Apotekerne i Hobro, Mariager og Terndrup
Fra i dag åbner sæsonen for vaccination mod covid-19 og influenza, og Region Nordjylland stiller blandt andet centre i Hadsund til rådighed for nordjyder i målgruppen. I år er det også muligt på nogle apoteker at blive vaccineret.
I Mariagerfjord Kommune bliver Regionens vaccine center i Hadsund Hallerne, der tager imod hver fredag. I de andre byer i kommunen, hvor der er et apotek, bliver det også muligt at blive vaccineret i perioden fra den 1. oktober til den 15. januar 2024.
– Vi er naturligvis glade for, at vi på Apotekerne i Mariager, Terndrup og på Apoteket Fyrkat i Hobro i år kan hjælpe med at give vaccinen. Vi er lige nu i gang med at uddanne 15 personer til at kunne udføre opgaven efter alle foreskrevne regler. På Apotekerne tilbyder vi, at give vaccine i stort set hele vores normale åbningstid, så der vil være mange tider at vælge imellem når borgeren går ind på vacciner.dk og finder Apoteket Fyrkat, Mariager Apotek og Terndrup Apotek, fortæller Apoteker Lars Walmar.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at personer på 65 år og derover samt yngre personer i særlig risiko bliver vaccineret i efteråret, så de er beskyttet mod alvorlig sygdom. De to vacciner kan du trygt få samtidigt.
Desuden anbefales børn i alderen 2-6 år at blive vaccineret mod influenza, så de selv er beskyttet mod at blive syge og samtidig beskytter andre i familie og omgangskreds, der kan være i risiko for at blive alvorligt syge af influenza. Vaccinen til børn gives som en næsespray.
Invitationer til nordjyder, der er fyldt 65 år og børn i alderen 2-6 år, sendes ud i de kommende uger – enten i e-Boks eller med brev.
LÆS OGSÅ: Fødselsdag