Frivilligcenter Mariagerfjord starter ny sorggruppe op
Mariagerfjord starter ny sorggruppe op 2. november i Hadsund for borgere over 18 år, der har mistet eller er pårørende til en alvorlig syg nærtstående. Sorggruppen mødes 2 timer torsdag (10 uger) og taler om sorgen med andre, som er i en lignende situation.
Sorggrupper er vigtige og relevante
Sorggruppen er et frivilligt og gratis tilbud for alle borgere, der ønsker at mødes med andre i lignende situationer. I løbet af 10 uger vil gruppen komme sammen for at udforske forskellige emner, der berører sorg, følelser og forandringer. Gruppen vil blive ledet af to veluddannede frivillige, der har gennemgået kurser hos Det Nationale Sorgcenter, og hver gruppe er på mellem 5-7 deltagere. Det er vigtigt at bemærke, at deltagerne vil bevare deres anonymitet, og der er en streng tavshedspligt i gruppen. Deltagelse kræver kendskab til det danske sprog.
Det Nationale Sorgcenter påpeger vigtigheden af at adgang til social støtte og netværk i forhold til at sikre ens trivsel og mentale helbred. Derfor kan en sorggruppe være enormt givende og samtidig være et trygt rum, hvor man kan snakke om de svære ting med.
Erfaringsmæssigt viser det sig ofte at være en god ven, som kan medvirke til at give det sidste lille skub til at man tør deltage i gruppen. Så du skal ikke være bange for at give din ven eller familiemedlem et lille skub i forhold til at søge dette tilbud, siger projektkoordinator Lea Pedersen. Det spiller ingen rolle, hvornår du har mistet, hvem du har mistet eller hvordan. Det handler mere om lysten til at tale med andre om sorgen.
Tidligere deltagere påpeger udbyttet af sorggruppen
”Frivilligcenteret har tidligere afviklet sorggrupper, der har været givende for deltagerne og denne succes vil vi gerne videreføre”, siger projektkoordinator Lea Pedersen.
Anonym deltager udtaler: ”Man skal deltage, hvis man har lyst til at snakke og vende blikket indad. Det er et dejligt sted med tryghed.”
Anonym deltager udtaler: “Jeg har lært at sorg ikke er efter en bog. Man kan ikke vide, hvornår ens egen sorg kommer og det er helt naturligt. Jeg har fået støtte fra de andre deltagere.”
I sorggruppen skal der opleves tryghed og mulighed for at tale om sorgen med andre. ”Frivilligcenterets frivillige er enormt kompetente og dygtige grundet både personlig og faglig erfaring med sorg”, siger projektkoordinator Lea Pedersen. Frivilligcenteret oplever behovet for at oprette endnu en gruppe og sigter på at sorggrupper skal have en fast plads blandt Frivilligcenterets tilbud fremadrettet.
Kontakt projektkoordinator Lea helt uforpligtende på lea@fcmf.dk eller via tlf. 93 94 95 60 – Du er velkommen til at sende en sms, så bliver du kontaktet.