Fugt og skimmelsvamp truer danskernes indeklima i vintermånederne
De våde, fugtige og ikke mindst kolde måneder i vinterhalvåret er på vej, og det kan få danskerne til at opleve problemer med indeklimaet, hvor særligt fugt og skimmelsvamp kan blive en udfordring.
I sommerhalvåret står vinduerne åbne, den friske og lune luft strømmer ind de danske hjem, og vasketøjet tørrer udendørs. Men den tid er ved at være forbi, og efteråret og vinteren får danskerne til at lukke vinduerne for at holde på varmen, mens vasketøjet kommer indenfor igen. Det sætter indeklimaet på prøve.
I en ny undersøgelse svarer henholdsvis 15 procent og 14 procent af danskerne, at de har haft problemer med fugt, skimmelsvamp eller høj luftfugtighed. Alt sammen noget som bidrager negativt til indeklimaet.
Undersøgelsen er lavet af YouGov for Gjensidige og NRGi.
Ifølge byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi Bo Halm Andersen er indeklimaet vigtig at tænke over i vintermånederne, for hvis det glipper, kan det have omfattende konsekvenser, forklarer han.
“Det er vigtigt at lufte ud – også i vinterhalvåret. Manglende udluftning kan føre til kondens og fugt, som kan skade boligen og ødelægge indeklimaet i hjemmet. Det kan fx vise sig som fugt omkring vinduer og få tapet til at løsne sig fra væggene. Det er skader, der efterfølgende kræver reparation eller udskiftning. I værste fald kan det resultere i skimmelsvamp i boligen, og hvis der ikke bliver taget hånd om det, kan det betyde, at du står over for omfattende udbedringer og renovering.”
I undersøgelsen fra YouGov svarer tre ud af fire danskere, at de tænker over at lufte ud i deres hjem, og det er et godt tegn, lyder det fra skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen. Ifølge hende bør alle nemlig gøre sig klar over, hvilke forebyggende tiltag der kan være med til at sikre, at man undgår helbredsmæssige udfordringer eller skader på sin bolig, der kræver udbedring:
“Vi ved, at eksempelvis skimmelskader kan være drilske og svære at udbedre, og derfor er det også vigtigt for os, at folk er opmærksomme på, hvordan de bedst muligt undgår for meget fugt i hjemmet. Selvom det kan være træls i de kolde vintermåneder, er fx udluftning et nemt og godt greb, ligesom at tørre tøj i rum med udluftning er det. Det er små ting, der kan være med til at gøre forskellen på, om du kommer til at opleve problemer med fugt eller ej,” siger hun.