ForsideMariagerfjordGemt eller glemt – olietanke spøger stadig

Gemt eller glemt – olietanke spøger stadig

- Annonce -

Gemt eller glemt – olietanke spøger stadig

Hvordan mon huset blev opvarmet før 1970? Selvom der ikke står oplysninger angivet i ejendommens dokumenter, så skal man være ekstra opmærksom på, om der har været en olietank på grunden, når man køber hus fra før netop det årstal. 

Olietanke kan som udgangspunkt virke som et tema, der hører fortiden til, men det kan i den grad bliver nærværende, hvis man køber en ejendom, hvor der gemmer sig en olietank. Op til 1970 var det ikke lovpligtigt at registrere olietanke, og af samme årsag findes der ikke et centralt register, hvor man kan skabe sig overblik over det præcise antal af olietanke i Danmark, og på hvilke ejendomme de findes. Men de er der, og det skal undersøges på den enkelte ejendom. Ellers kan du som ellers glad ejer af en bolig risikere at stå med en grim og dyr overraskelse, hvis en nedgravet olietank dukker op efter underskrivelse af købsaftalen. 

”Hvis en nedgravet olietank blot skal graves op, kan man ’slippe’ med en udgift i niveauet 10.000 kr., men hvis der har været læk, er det en helt anden sag. Olielæk fra en nedgravet olietank er den mest almindelige årsag til forurening af ejendomme i Danmark, og hvis en olietank, og det tilhørende rørsystem ikke lever op til de fastsatte regler og krav, og der sker et olieudslip, er det på ejerens eget ansvar og bekostning at fjerne den opståede forurening,” understreger Jacob Christensen, bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater.

Ifølge Videnscentret Bolius kan regningen komme til at lyde på mellem 800.000 og 1.100.000 kr., alt efter graden af forurening og omfanget af det forurenede område. Det er de færreste husejere, der har det beløb indregnet i budgettet, og det er ikke sikkert, at forsikringen dækker.

”Hvis din olietank er så gammel, at den skulle have været sløjfet, eller hvis den og rørsystemet ikke lever op til de gældende regler og krav, kan forsikringsselskabet afvise at betale for skaden. I så fald er det dig selv, der skal dække omkostningerne for en oprensning af din og eventuelt din nabos grund. Under alle omstændigheder er det ikke en situation, man som ny boligejer har lyst til at stå i,” siger Jacob Christensen.

Annullering af handel

Selvom antallet af olietanke er faldet over tid, så oplever Danske BOLIGadvokater stadig mange sager, hvor en boligejer opdager en olietank, som skal bortskaffes, eller som kommer til at hænge på oprensning af en forurenet grunden. Derfor gælder det om at være ekstra opmærksom i købsprocessen, hvis det er en bolig af ældre dato, man har i kikkerten.

”Hvis boligen er af ældre dato og pt. opvarmes af gas eller fjernvarme, og der ikke er oplysninger om tidligere energikilder, skal man sørge for at undersøge det nærmere. I hovedparten af ældre ejendomme har der været anvendt oliefyr, så derfor er der en vis sandsynlighed for, at der gemmer sig en olietank,” siger Jacob Christensen og uddyber:

”Man kan selv undersøge det i det kommunale byggesagsarkiv, som indeholder en række oplysninger om ejendommen, men det bør være sælger og mægler, som gennemtjekker oplysningerne og afstemmer med kommunen. Hvis sælger ikke kan – eller vil – finde oplysningerne, skal de røde lamper blinke hos dig som køber.”

Er der tvivl, anbefaler Jacob Christensen at få tilføjet i advokatforbeholdet, at sagen skal undersøges nærmere. 

”Fremkommer oplysninger om, at boligen rent faktisk har været opvarmet af olie – eller at der simpelthen ikke findes oplysninger om tidligere opvarmning, har man mulighed for at undersøge nærmere, hvilke konsekvenser det har – og måske ønsker man som køber slet ikke at handle,” slutter han.

Regler for olietanke

Overjordiske olietanke (både inden- og udendørs)

  • Overjordiske olietanke af stål på under 6.000 liter skal udskiftes 30 år efter produktionsåret. Hvis de har indvendig korrosionsbeskyttelse, er der først er krav om sløjfning, når de er 40 år gamle*. 
  • Overjordiske plasttanke på under 6.000 liter skal, hvis de er enkeltvæggede, sløjfes efter 25 år. Hvis de er dobbeltvæggede efter 40 år.

Nedgravede olietanke 

  • Nedgravede glasfiberbelagte ståltanke på under 6.000 liter skal udskiftes 40 år efter produktionsåret. Tanke med indvendig korrosionsbeskyttelse skal dog først udskiftes efter 50 år*. 
  • Nedgravede plasttanke på under 6.000 liter skal sløjfes senest, når de er 45 år gamle.

*Vær opmærksom på, at det ikke var almindeligt med indvendig korrosionsbeskyttelse før år 2000.

Kilde: www.mst.dk

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler