ForsideArdenGrøn udvikling, stærkt fællesskab og ansvarlig økonomi – det vil Jens Riise...

Grøn udvikling, stærkt fællesskab og ansvarlig økonomi – det vil Jens Riise Dalgaard arbejde for

- Annonce -

Grøn udvikling, stærkt fællesskab og ansvarlig økonomi – det vil Jens Riise Dalgaard arbejde for

Ved kommunalvalget den 18. november 2025 stiller Jens Riise Dalgaard op som kandidat for Socialdemokratiet i Mariagerfjord Kommune.

Jens er 61 år, bor med sin hustru Hanne på et hobbylandbrug uden for Arden. Sammen har de to børn og to børnebørn. Til daglig arbejder han som miljøchef i Aalborg Kommune – et arbejde, hvor klima, natur og bæredygtighed er en naturlig del af hverdagen.

“Jeg har nu siddet i byrådet i snart 16 år, og jeg har altid oplevet, at vi kan skabe resultater gennem samarbejde. Jeg vil arbejde hårdt for, at det gode samarbejde fortsætter de næste fire år.” siger han.

Erfaring og politiske poster
Jens Riise Dalgaard er i dag medlem af Økonomiudvalget, Klima- og Landdistriktsudvalget og bestyrelsen for Ren Mariagerfjord. Han er også formand for Grøn Trepart Mariagerfjord – et forum, hvor kommune, erhverv og organisationer arbejder sammen om at udvikle naturen og reducere CO₂-udledningen.

Tidligere har han i 12 år siddet i Teknik- og Miljøudvalget. Desuden er han formand for Fællesrådet i Arden, hvor han arbejder tæt sammen med lokale borgere og foreninger om byens udvikling.

Politik med mennesket i centrum
For Jens handler lokalpolitik først og fremmest om mennesker:
“Jeg arbejder for en kommune, hvor omsorg og værdighed til børn, handicappede og ældre går forud for bureaukrati og kontrol. Socialdemokratiet er den bedste garanti for et stærkt velfærdssamfund, hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs,” siger han.

Han er optaget af at sikre en ansvarlig kommunal økonomi, så der er midler til de store velfærdsområder – samtidig med, at kommunen udvikler sig socialt, økonomisk og bæredygtigt.

Grøn kommune med handling
Som miljøchef og mangeårig politiker har Jens Riise Dalgaard et særligt fokus på natur, miljø og klima. Han peger på, at Mariagerfjord Kommune har fantastiske muligheder men også store udfordringer. ”Vi har lige oplevet det værste iltsvind i 20 år i Mariager Fjord, så vi skal have sikret, vi igen kan få en levende fjord, Naturen er i tilbagegang – her skal vi sikre mere natur og skov fremover. Vi skal fortsat arbejde med at sikre vores grundvand. Men vi skal samtidig udvikle vores erhverv og landbrug. Grøn Trepart er en unik mulighed for at gøre en fremtidig forskel, men det kræver vilje og handling,” siger han.

Som eksempler på resultater gennem de senere år nævner han: stop for brug af kemikalier på kommunens grønne områder, mere grønne indkøb, bedre beskyttelse af grundvandet og to klimahandleplaner for hhv. den forebyggende indsats med begrænsning af udledningen af CO2 samt klimatilpasningen pga. forhøjet vandstand i fjorden og øget nedbør. Desuden kan nævnes en række indsatser på affaldsområdet og spildevandsområdet.Men han understreger, at arbejdet langt fra er færdigt:
“Vi mangler stadig meget i at få en ren fjord og i forhold til klima, natur og genbrug. Her er vi nødt til mere handling, og det kræver et grønt flertal i byrådet.”

Udvikling af Arden og lokalsamfundene
Som formand for Fællesrådet i Arden har Jens Riise Dalgaard arbejdet for at styrke byens udvikling. Han har bl.a. været med til at sikre nye byggegrunde, et seniorbofællesskab, budgetmidler til at udvikle Arden Bytorv støtte til Arden Hallerne og støtte til Sortemosehus.

“Jeg er optaget af, at vi udvikler både Arden og de øvrige hovedbyer – men også landsbyerne, hvor der er afsat landdistriktsmidler, ligesom der i bl.a. Vebbestrup og Valsgaard også er kommunale byggegrunde. Vi har vist, at lokal involvering i byer og landsbyer kan skabe synlige resultater, og det arbejde vil jeg fortsætte med at støtte,” siger han.

Han peger også på infrastruktur som en vigtig mærkesag:
“Ekstra morgenafgange fra Arden er sikret, men vi skal have nærbanen forlænget både til Arden og Hobro – dette kan om ikke før ske i forbindelse med at DSB’s kontrakt for togdrift i Nordjylland udløber i 2030. Det vil gøre en stor forskel for borgere, pendlere og virksomheder.”

En kommune for fremtiden
For Jens Riise Dalgaard handler politik om at tage ansvar – både for nutiden og for fremtiden.
“Vi skal sikre, at vores børn og børnebørn får mindst de samme muligheder som os. Derfor arbejder jeg for et Mariagerfjord, der er grønt, økonomisk ansvarligt og socialt bæredygtigt. Det er det samfund, jeg gerne vil være med til at udvikle,” siger han.

Til sidst sender han en klar opfordring:
“Vil du gerne have indflydelse på, hvem der skal repræsentere dig i byrådet, så husk at stemme den 18. november – og sæt gerne dit kryds personligt på din foretrukne kandidat.”

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler