ForsideMariagerfjordGunner Buck: Debat om iltsvind

Gunner Buck: Debat om iltsvind

- Annonce -

Af agronom Gunner Buck, Hadsund

Debat om iltsvind

– Jeg forstår ikke at du, Gunner Buck, vil lægge navn til et indlæg, der er i direkte modstrid med videnskabelige målinger og fakta!

Det skriver Thorkild Løkke, Hadsund, mandag den 4. december i en kommentar til mit debatindlæg: Fortidens synder årsag til iltsvind i Mariager Fjord, som blev bragt her på Mariagerfjordposten.dk søndag den 3. december.

Læs her: DEBAT: Fortidens synder årsag til iltsvind i Mariager Fjord

”Lægge navn til”.. som om jeg ikke selv har skrevet indlægget. Jeg kan forsikre hr. Løkke om, at indlægget er mit eget.

Thorkild Løkke skriver også:

– Det grænser efterhånden til det pinlige med landbrugets forsøg på at give andre skylden for landbrugets forurening af de indre danske farvande og forureningen af vores drikkevand !!!

– Landbruget bliver nødt til at tage ansvar for egen forurening, ligesom alle andre virksomheder i Danmark!

Hvad er det for videnskabelige målinger og fakta, mit indlæg strider imod Thorkild Løkke?

Det kort, jeg brugte som illustration, viser jo tydeligt, at langt, langt de største områder med kraftigt iltsvind ligger i Østersøen mellem Danmark og Tyskland og mellem Møn og Bornholm.

Hvordan kan dansk landbrug være hovedansvarlig for det kraftige iltsvind, når vi véd, at tilførslerne af kvælstof til Østersøen er mange gange større end de samlede udledninger af kvælstof fra Danmark?

Desavouerer du fuldstændig myndighedernes kort over iltsvind, Thorkild Løkke?

Vedlagt ses et kort over tilførslerne af kvælstof til de danske farvande, hvor ca. 40 procent kommer fra Østersøen (især fra østeuropæiske floder), 40 procent kommer fra Vesterhavet via Skagerrak, men kun 5,4 procent kommer som samlet udledning fra Danmark – inkl. udledningerne fra dansk landbrug.

Kortet og tallene er offentliggjort af DHI – Dansk Hydraulisk Institut.

Underkender du også det materiale, Thorkild Løkke?

Jeg mener klart, at de enorme mængder fosforholdigt slam fra fabrikker og toiletter, der er ophobet i den dybe del af Mariager Fjord gennem mange, mange år, er årsag til iltsvind i fjorden. Derfor mener jeg også, at fjorden vil være ramt af iltsvind i årevis fremover… selv om man fjernede alt landbrug i fjordens opland.

Vil du forklare, hvorfor det synspunkt er forkert, Thorkild Løkke?

Thorkild Løkke hævder også, at det er pinligt, at dansk landbrug løber fra sit ansvar for forurening af vores drikkevand.

De mængder af rester af pesticider og biocider, der findes i dansk grundvand / drikkevand er ufatteligt små.. i klar modsætning til debatten herom. Både landbrug, vandværker og brugere af maling og træbeskyttelse samt mange andre har bidraget til den minimale forurening af grundvandet med pesticider og biocider.

Kan du modbevise dette, Thorkild Løkke?  

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

6 KOMMENTARER

  1. Ifølge Bæredygtig Landbrug, så har biologer og Univesitet uddannede forskere altid været nogle urealistiske personer der kun fokuserer på deres arbejdsopgave. Dette uden at tage hensyn til faktiske forhold så som udgifter til banker, kreditforeninger samt leasing kontrakter på Land Rover, Mercedes og Audi.
    En ny generation som ikke ved meget om Morten Korch; men har et ufravigelig krav til natur og miljø er her. Jeg tror ikke at de vil acceptere at et erhverv med mindre betydning for samfundet har så stor indflydelse.
    Lad os få vores demokratiske styring ført fra Axelborg til Christiansborg.
    Med håb om at forbrugerne vil støtte vores økologiske landmænd der ikke sprøjter kartoflerne tolv gange før du køber dem i forretningen.
    Vi har dygtige landmænd og jeg er sikker på at de vil producere kvalitet,bare du og jeg vil betale for det.
    GG

    • TIL Gert Gudnitz.
      Har landbrugets organisationer mere magt end danske fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, siden du ønsker ”demokratisk styring” overført fra Axelborg til Christiansborg.

      Du skal vist ikke tale ret meget med danske landmænd, før du får at vide, at de er rigeligt styrede og kontrollerede fra Christiansborg, som for et par år siden nedlagde en del af landbruget – nemlig pelsdyrerhvervet med et håndkantslag… og det uden at drage de ansvarlige til ansvar for den udslettelse.

      Med venlig hilsen

      Gunner Buck
      Elmevej 1
      9560 Hadsund

  2. Kære Gunner Buck. Jeg har intet imod dansk landbrug som gør det de må og er bedst til. Men det ændrer ikke det faktum, at landbruget bliver nødt til at ændre produktionsmetoder og belastning af det danske miljø, ellers vil konflikterne kun blive værre og voldsommere og ser man på samfundsøkonomi, så kan det konventionelle landbrug ikke vinde den kamp, fordi danskerne ikke vil blive ved med, betale stigende omkostninger til rent vand og omfattende skader på miljøet som følge af forureninger fra landbruget! I ALLE andre brancher er det forureneren der betaler.
    Jeg synes stadig dit lobbyarbejde for landbruget er misinformation og hvidvask af landbrugets enorme negative aftryk på dansk natur og rent drikkevand for de kommende generationer.

    • TIL Thorkild Løkke.
      Du beskylder mig for at lave lobbyarbejde for landbruget og for at misinformere og for ”hvidvask af landbrugets enorm negative aftryk på dansk natur og rent drikkevand for de kommende generationer”.

      De beskyldninger fremfører du frækt… uden nogen som helst dokumentation eller faglig debat om de forhold, jeg har fremført i mine

      to indlæg om iltsvind – og uden nogen form for dokumentation for eller konkretisering af alt det negative, du skriver om landbrug.

      Det ser nærmest ud, som om du – ligesom nogle andre – bakker op om Alternativets og Danmarks Naturfredningsforenings ønsker om at få hovedparten af dansk landbrug afviklet eller omlagt til økologi.

      Hvis det lykkes for jer, fører I den danske befolkning fra asken og i ilden, for så skal vi tvinges til at spise mad, der importeres fra områder, hvor der er langt-langt større og langt flere rester af pesticider og antibiotika i fødevarerne. For få år siden citerede jeg en polsk forsker for, at italienske økologer har 576 forskellige sprøjtemidler til deres rådighed.

      I burde i stedet anerkende dansk landbrug for det, det er – nemlig et af de mest effektive, produktive, renlige og innovative samt omstillingsparate i hele Verden.

      Men, I er jo mange, som opfører jer som værende langt, langt klogere på landbruget end alle vi, som har en landbrugsuddannelse og har arbejdet for og i dansk landbrug hele livet.

      Derfor gør det ondt at læse din fremfærd.

      Der er brug for en hel artikel for at svare på dine udsagn om landbrugets negative aftryk på rent drikkevand.

      Med venlig hilsen

      Gunner Buck
      Elmevej 1
      9560 Hadsund

  3. Hej læser og skribenter med interesse for vores natur.

    I relation til iltsvind i Mariager Fjord – kán det så tænkes, at den “prop” som Overgaard satte i fjorden ved sine voldsomme inddæmninger – bærer en stor del af årsagen.

    For mig at se, er det oplagt at tænke i den bane da ind- og udstrømning er blevet væsentligt forhindret .

    Nu kender jeg ikke hvor meget ind – og udløbs bredden er blevet decimeret men – “proppen” må jo på en eller anden måde være en forhindring.

    Byd gerne ind med viden / historik.

    Hej

    Ole Sand
    Fuglebakken 6
    9560 Hadsund

    • TIL Ole Sand.
      Det er rigtigt, at Overgaards dæmninger ved Als Odde må hæmme / minimere vandskiftet i fjorden.

      Men jeg kan ikke se, at det skulle være en stor del af årsagen til iltsvind.

      De områder af Kattegat ved fjordmundingen, som blev til landbrugsjord på Overgaard var meget lavvandede og rummede desuden to øer.

      Ved Hadsund møder vandet jo den næste prop i fjorden, som tilsyneladende er lige så snæver som proppen i fjordmundingen.

      Mariager Fjord får jo heller ikke samme enorme tilførsel af vand fra oplandet som Randers Fjord, der gennemskylles af store mængder vand fra både Gudenå og Nørreå.

      Jeg tror stadig, at kombinationen af den dybe inderfjord og mange årtiers kraftige forurening fra industrier og toiletter mm – især fra Hobro er væsentligste årsager til iltsvindet.

      Se mere: https://www.geologisknyt.dk/geologisknyt/fileadmin/user_upload/GeologiskNyt/Artikler/1997/6/Iltsvind_i_Mariager_Fjord.pdf

      I den artikel hedder det, ”at der næsten konstant er iltsvind fra 15 m dybde og nedad i vandsøjlen”.

      I 1997 bevægede ”springlaget” mellem iltfrit og iltet vand sig helt op til overfladen på grund af den meget varme sommer uden blæst. Og det kunne vi lugte og se hele vejen fra Hadsund til Hobro.

      Med venlig hilsen

      Gunner Buck
      Elmevej 1
      9560 Hadsund

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER

DMI søger snemålere

- Annonce -

Seneste artikler